Odense ZOO gør det igen. For fjerde år i træk har den fynske dyrepark slået sin egen besøgsrekord – og 2025 blev ikke bare endnu et godt år, men det bedste nogensinde.

I løbet af året lagde 557.595 dyreglade gæster vejen forbi Odense ZOO. Det er det højeste besøgstal i havens historie og en markant milepæl for Fyns største turistattraktion.

Det er jo helt vildt, at vi kan ramme så højt et besøgstal fire år i træk. Det er en helt ny standard for os her i Odense ZOO, som jeg og vi er utroligt stolte af.

Direktør Odense ZOO Bjarne Klausen.

Gæster hele året – også når det er koldt og mørkt

Noget af det mest opsigtsvækkende ved rekorden er, at gæsterne ikke kun strømmer til om sommeren.

Det er virkelig dejligt og meget motiverende for os, at så mange vælger at besøge os – også i de sæsoner, hvor det er mørkt og gråt, og vinterkulden bider i kinderne.

Direktør Odense ZOO Bjarne Klausen.

Odense ZOO har de seneste år arbejdet målrettet på at blive en helårsattraktion, og tallene tyder på, at strategien virker.

Den bedste jul nogensinde

Rekorden blev endeligt slået den 29. december 2025, hvor Odense ZOO passerede sidste års besøgstal med 3.470 flere gæster.

Især juleperioden trak mange besøgende. Over 80.000 gæster lagde vejen forbi haven i julen alene, hvilket gør Jul i ZOO 2025 til den bedst besøgte juleperiode nogensinde – selvom juleprogrammet i år havde én weekend mindre.

Det er nu femte gang, vi har Jul i ZOO, og vi tror på, at det er blevet en fast tradition for mange. Det er ikke rigtigt jul, før man har besøgt girafferne i stalden eller drukket varm kakao og spist æbleskiver under julelysene.

Direktør Odense ZOO Bjarne Klausen.

Blikket er allerede rettet mod 2026

Mens 2025 sluttede med endnu en rekord, er forberedelserne til 2026 i fuld gang. Året byder blandt andet på magiske lysaftener med et helt nyt tema, “Junglefeber”, som skydes i gang allerede lørdag den 31. januar.

Derudover kan havens yngste gæster glæde sig til foråret, hvor et helt nyt børneunivers åbner – både i Odense ZOO og på YouTube. Her flytter en ny børnevært ind og inviterer til leg, læring og masser af spændende fortællinger om dyrene.

Jo flere gæster vi kan byde velkommen, jo bedre muligheder har vi for at lykkes med vores vision og vores arbejde med dyr, natur og formidling.

Direktør Odense ZOO Bjarne Klausen.

Fakta om Odense ZOO

  • Fyns største turistattraktion
  • Danmarks næststørste zoologiske have målt på antal besøgende
  • Jul i ZOO er siden 2021 blevet havens næststørste sæson – kun overgået af sommeren
  • Odense ZOO er en selvejende institution, hvor alt overskud bliver i haven og bl.a. bruges på dyrevelfærd og nye anlæg

Besøgstal de seneste fire år

  • 2025: 557.595
  • 2024: 554.125
  • 2023: 525.579
  • 2022: 505.909

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere