Odense sparkede 2026 i gang med en festlig nytårskur i ODEON, hvor både kultur, sport, erhverv og byens ambitioner stod i centrum. Og endda med rekordstort tilslutning.

Midt blandt publikum åbnede Koma Ballet med en opsigtsvækkende opvisning, hvor dansere klædt som sorte og lyse svaner bevægede sig elegant mellem tilskuerne, inden de samlede sig på scenen. Det var en smuk start på en dag fyldt med stolthed over Odenses resultater og visioner.

Borgmester Peter Rahbæk Juel på scenen

Borgmester Peter Rahbæk Juel understregede, at Odense har store planer for fremtiden: Flere besøgende, flere private arbejdspladser og flere konferencer skal gøre byen endnu mere attraktiv – både nationalt og internationalt. “Hvis det var en konkurrence, så vandt vi,” konstaterede borgmesteren med et smil og henviste til Odenses 8 % vækst i overnatninger i 2025, mens andre store danske byer lå på 4 %.

Ambitionen er klar: Hele verden skal opleve Odense, og byens nye udviklingsprojekt på Silo Øen skal vise, hvad verden mangler af idéer og innovation. “Det bedste er kun godt nok,” sagde Rahbæk Juel og satte Silo Ø projektet på niveau med H.C. Andersen Museet, når det handler om kvalitet og oplevelser. Det skal være det bedste, som er lavet af de bedste.

Besøg af administrerende direktør for Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen

Odense satser samtidig på erhverv og innovation. Brian Mikkelsen, administrerende direktør for Dansk Erhverv, understregede, at verden er uforudsigelig, men at 2026 tegner til at blive et fantastisk år for byen.

Odense blev fremhævet som byen udenfor København, at Brian Mikkelsen besøgte mest i 2025. Og med succeser som Odense Håndbold og OB samt et stærkt, innovativt erhvervsliv ser han stærke muligheder for Odense i 2026. Han pegede på erhvervsturisme i vækst og nødvendigheden af internationale hænder via International House Odense, hvis målet om 30.000 flere private arbejdspladser skal nås. Mobilitet og tiltrækning af danskerne til byen er også nøglefaktorer for fremtiden.

Guld til sporten i Odense

Sporten blev hyldet med stor begejstring: Oprykning til OB, guld til Odense Bulldogs, guld Odense Volley, guld til Odense Håndbold er store triumfer for byen. Odense Håndbolds administrerende direktør Lasse Honoré og stjernespilleren Mie Højlund stod side om side med frivillige og viste de flotte pokaler frem. Målet for Odense Håndbold er at vinde Champions League. Det blev til flotte sølvmedaljer i 2025.

Samtidig blev Roxana Bayati fra Dalum IF hyldet som Årets Frivillig ved DR’s SPORT 2025 – et eksempel på den lokale ildsjælsindsats, som får fællesskabet til at blomstre.

Fremdrift i Odense

Innovation og fremtidstænkning stod også centralt. Lifescience, droner, robotter, studier og iværksættere blev nævnt som nøgleområder for Odenses udvikling, og byen har faciliteterne til at bygge videre på disse styrkepositioner. Fx er Forsvarets Dronecenter placeret i Forskerparken.

Tilbageblik på 2025

Afslutningen på nytårskuren var et festligt tilbageblik på 2025 via en kort video, som opsummerede årets højdepunkter: international mediedækning i BBC, Forbes, Lonely Planet, The Guardian og MIT Technology Review; turisme på nye højder med fuld Green Tourism-certificering; åbningen af International House Odense; samt fejringen af 150-året for H.C. Andersens død med over 200 events og international spotlight på byen.

Borgmester Peter Rahbæk Juel afsluttede: “Godt nytår – vi glæder os til, hvad 2026 bringer!”

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere