Igen i år er Danmark på auktion, når kommuner i hele landet sætter unikke oplevelser og varer på auktion til fordel for Danmarks Indsamling lørdag 29. januar.
I Faaborg-Midtfyn Kommune bortauktionerer de en luksus-festivalweekend for 6 personer på Heartland Festival.
Faaborg-Midtfyn Kommune er igen i år med, når hele Danmark sammen med DR og 12 af landets største humanitære organisationer samler ind til at give coronakrisens børn i verdens fattigste lande nyt håb om en bedre fremtid, mad på bordet, lægehjælp og skolegang.
Sammen med Heartland Festival og Egeskov Slot har Faaborg-Midtfyn Kommune sammensat den ultimative festivalweekend.
Jeg er glad for, at vi i Faaborg-Midtfyn Kommune igen i år kan sætte en unik oplevelse på auktion til fordel for verdens mest udsatte børn. I år gør vi det i samarbejde med Heartland Festival og Egeskov Slot, og jeg håber på et højt hammerslag, så vi kan bidrage til, at børn, der er særligt hårdt ramt af coronakrisen, kan få en lysere fremtid.
Borgmester Hans Stavnsager, Faaborg-Midtfyn Kommune.
Du kan byde på auktionen allerede nu og til og med lørdag 29. januar, når Danmarks Indsamlingen sendes på DR1. Byd på auktionen her.
Byd på en luksus-festivalweekend på Heartland Festival
Saml dine fem bedste venner eller kollegaer og byd på en luksus-festivaloplevelse for seks personer på Heartland Festival ved smukke Egeskov Slot på Midtfyn.
Den førsteklasses festivalweekend starter allerede, når I står af toget og bliver hentet i en af Egeskov Slots veteranbiler. På festivalen bliver I indlogeret på Hotel Heartland i mini-lodges og med luksuriøse campingfaciliteter. Ønsker I en oplevelse kun for jer, så kan I også vælge ‘a night at the museum’ på slottets Camping Outdoor Museum!
Under festivalen vil I blive inviteret backstage på rundvisning, ligesom I får en uforglemmelig oplevelse, når I får muligheden for at opleve en af festivalens hovednavne fra scenekanten.
Oplevelsen byder også på mulighed for at hvile ørerne i den smukke, historiske have på Egeskov, hvor I bydes på picnic, hvor ingen på festivalen betræder græsset.
Årets oplevelse i Faaborg-Midtfyn Kommune kan ikke købes for penge, og vil uden tvivl være en, I vil huske for livet.
Oplevelsen inkluderer:
- 6 stk. partout-billetter til Heartland Festival d. 2. – 5. juni 2022
- Afhentning på Kværndrup station i veteranbil
- Overnatning på Hotel Heartland eller i Camping Outdoor Museum fra torsdag den 2. juni – søndag den 5. juni
- Morgenmad på Hotel Heartland.
- Backstage tour og rundvisning.
- Luksuspicnic i den historiske have på Egeskov.
Hele herligheden har en værdi af 36.000 kr.
Om Danmark på Auktion
Det er sjette gang, at Danmark sættes på auktion, og tre gange har Faaborg-Midtfyn Kommune fået det højeste hammerslag – i 2018, 2020 og 2021.
I 2021 var det et fotoshoot med Jim Lyngvild på hans vikingeborg Ravnsborg, som gav det højeste hammerslag nogensinde i Danmark på Auktion på hele 56.900 kroner.
MitOdense – det, der samler os