fbpx

Inden længe vil fem nye, lilla bænke pryde bybilledet i Odense. Bænkene bliver sat op i anledning af Odenses demensuge 2021 og skal bl.a. være med til at skabe opmærksomhed om demens.

Det er ikke kun den lilla farve, der gør de nye bænke iøjnefaldende og interessante. Citaterne, som de er prydet med, er også værd at lægge mærke til. De kommer nemlig fra mennesker fra demens, som gerne vil fortælle om deres sygdom og på denne måde være med til at nedbryde tabuer og fordomme om demens.

Flere og flere danskere oplever at få demens tæt ind på livet, og alligevel hersker der stadig stor uvidenhed om sygdommen. De nye bænke er endnu et forsøg på at få os til at forstå mere om sygdommen. De kan være en god anledning til at få fortalt børnebørnene om den bedstefar, der har fået demens eller om, hvordan vi kan møde mennesker med demens uden fordomme.

Søren Windell, rådmand på ældre- og handicapområdet

Bænke med et budskab

Det er Benjamin og Jens fra træværkstedet på Bregnevej, der er et af Odense Kommunes beskyttede værksteder for mennesker med et handicap, der er med til at restaurere og klargøre de fem kommende Forglem mig ej-bænke. Og det er et arbejde, de går op i med liv og sjæl.

Bænkene placeres på Forglem mig ej-rute

Odenses nye Forglem mig ej-bænke bliver sat op på en særlig Forglem mig ej-rute, der bl.a. kommer til at passere nogle af de steder i byen, hvor mennesker med demens har deres naturlige gang. Dette er blandt andet forbi Byhuset i Bjergegade og forbi rådgivningstilbuddet Demens i Centrum i Slotsgade.

Deltag i Odenses demensuge

Forglem mig ej-bænkene lanceres som en del af Odenses demensuge, der løber fra den 20. til den 24. september. Bænkene er inspireret af et lignende projekt i Aarhus og bliver til i et samarbejde mellem Odense Kommune og Alzheimerforeningens lokalafdeling på Fyn, hvor sidstnævnte bl.a. sørger for at indsamle de citater, som bænkene skal prydes med.

I løbet af demensugen er der forskellige aktiviteter for alle interesserede som bl.a. foredrag og film om demens. Se hele programmet for demensugen på: www.odense.dk/demensugen 

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere