fbpx
Odense MitOdense

MitOdense – det, der samler os

MitOdense er influencer i Odense,
der bringer nyheder for Odenseanere. 

Læs her under og følg med på MitOdense Instagram og Facebook for flere spændende historier.

Den A.P. Møllerske Støttefond har bevilliget 5,2 mio. kroner til at skabe bedre omgivelser for stofbehandlingen i Odense.

Et helt nyt indbydende gårdmiljø skal møde de borgere, der er i behandling for et stofmisbrug hos Behandlingscenter Odense. De nye rammer skal sikre borgerne en mere tryg, værdig og respektfuld oplevelse, når de kommer til centeret.

Grønne planter, nye siddetrin i træ og generelt bedre afskærmning fra gaden. Det er nogle af de tiltag, der skal indføres i gårdmiljøet ved Behandlingscenter Odense.

Det er en stor beslutning at opsøge hjælp og gå i behandling for et stofmisbrug, og derfor er det vigtigt, at omgivelserne signalerer tryghed og også i nogen grad er afskærmet fra resten af gadebilledet.

Det nuværende gårdmiljø har fået kritik, fordi borgere oplever at stå i kø i fuld offentlighed ved behandlingscenteret, ligesom gården ikke indbyder til socialt samvær som en del af behandlingen.

Det kan der nu laves om på med den store bevilling fra Den A.P. Møllerske Støttefond.

Jeg er meget glad for, at Den A.P. Møllerske Støttefond har valgt at give den her flotte bevilling. De borgere, som kommer i behandlingscenteret, kæmper en benhård kamp mod afhængigheden af stoffer, og vi skal støtte dem i den kamp med den rigtige behandling og de rigtige rammer. Med det nye flotte gårdmiljø vil vi tage et vigtigt skridt videre i udviklingen af vores stofbehandling.

Beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt.

Arbejdet med de fysiske omgivelser spiller tæt sammen med den udviklingsplan, som Behandlingscenter Odense aktuelt arbejder med. Målet er i dialog med borgerne at løfte kvaliteten af stofbehandlingen, så de stærke sociale og sundhedsmæssige fagligheder spiller endnu bedre sammen for at gøre flere stoffri. Her spiller de fysiske rammer en vigtig rolle.

Behandlingscenter Odense har i forbindelse med planerne for et nyt gårdmiljø inddraget både borgere, medarbejdere og ledere. 

Med bevillingen fra Den A.P. Møllerske Støttefond er forberedelserne nu gået i gang til at udføre den fysiske forandring af gårdmiljøet. Inden arbejdet kan sættes i gang, skal byrådet dog godkende, at etableringen af et nyt gårdmiljø bliver en del af anlægsporteføljen for 2023.

MitOdense – det, der samler os