fbpx

Den legendariske fynbo, mangeårige OB-keeper og nuværende målmandscoach på Herrelandsholdet optages dags dato som nyt medlem i Fodboldens Hall of Fame.

Fotocredit Herrelandsholdet

817 kampe for Odense Boldklub. Danmarksmester i 1977, 1982 og 1989. Otte A-landsholdskampe. Vinder af Det Gyldne Bur som Årets Målmand i Danmark fem gange. Mangeårig karriere som målmandscoach i ind- og udland. Initiativtager til sociale projekter, der hjælper udsatte børn og unge. Siden 2007 målmandscoach på Herrelandsholdet.

Listen med udmærkelser og bedrifter er lang, når det kommer til Lars Høgh, der har været en stor del af dansk fodbold gennem mange, mange år. Derfor er det nu fuldt fortjent, at han optages som nyt medlem af Fodboldens Hall of Fame.

Lars Høgh fik torsdag den 2. december overbragt nyheden af Michael Laudrup, der er medlem af Juryen for Fodboldens Hall of Fame, i Odense, hvor Lars Høgh er sammen med sin familie. Michael Laudrup er samtidigt det første medlem af Fodboldens Hall of Fame, hvor han blev optaget i 2006.

Lars Høgh var en fremragende målmand. Alene 817 kampe for OB igennem 23 år – rekord for en spiller i dansk topfodbold formentlig for altid – understreger hans format og loyalitet. Han havde fået mange flere A-landskampe, hvis vi ikke i den periode havde haft Peter Schmeichel. Siden har Lars været en inspirerende målmandscoach for såvel klubhold som Herrelandsholdet. Men det er for sine meritter på banen, han nu optages i Fodboldens Hall of Fame. Det glæder mig. Lars er et stort menneske.

Michael Laudrup

For Lars Høgh er det rigtig stort at blive optaget i Fodboldens Hall of Fame.

Fodbold har betydet rigtig meget for mig i hele mit liv. Det er der, jeg har haft kæmpe oplevelser, både som spiller og som træner. Og det er her, jeg har mødt rigtigt mange fantastiske mennesker, som jeg i dag betragter som nære venner. Både min familie og jeg er meget stolte over optagelsen i Fodboldens Hall of Fame.

Lars Høgh
Fotocredit Herrelandsholdet

Se listen med de øvrige medlemmer af Fodboldens Hall of Fame her

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere