Årets tredje navn på plakaten til Grøn Koncert kan endelig offentliggøres, og det fynske publikum kan glæde sig til at se den fynske verdensstjerne, MØ indtage scenen med kæmpehits som ”Lean on” og ”Final Song”.
Grøn Koncert kommer til Odense 28. juli.
Gennem årene har de fleste danskere stiftet bekendtskab med et eller flere af MØs store hits i radioen eller på landets spillesteder eller festivalpladser, og til sommer kan den populære fynbo opleves på Grøn Koncert for allerførste gang.
Grøn er sådan en legendarisk festival, og jeg elsker, at de støtter en god sag. Jeg er mega excited over at skulle spille Grøn denne sommer, og glæder mig helt vildt til at toure Danmark og møde publikummerne i alle disse byer – nogen af stederne har jeg ikke spillet i årevis, så bliver vildt fedt at komme rundt i hele landet.
MØ
MØ med det borgerlige navn Karen Marie Ørsted har samarbejdet med verdensstjerner som Justin Bieber, Iggy Azalea og selvfølgelig Major Lazer, toppet hitlisterne adskillige gange og været hovednavn på store internationale festivaler som Coachella i Californien.
Herhjemme slog MØ for alvor igennem i 2014 med debutalbummet ’No Mythologies to Follow’. Sidenhen har hun hevet priser som ”Årets Danske Album” og ”Årets Danske Sangskriver” med hjem til hylden.
MØ forstår at give publikum fantastiske live-oplevelser, og til sommer gæster hun endelig Grøn Koncert, når hun er med på den festlige koncertturné for første gang.
MØ har i flere år stået øverst på ønskelisten til Grøn, og derfor er vi vanvittig stolte over endelig at kunne præsentere MØ og hendes live-performance for hele Danmark.
Theis Petersen, Indsamlingschef i Muskelsvindfonden
40 år med Grøn
I år kan Muskelsvindfonden og Tuborg fejre 40 år med Grøn, hvor der er blevet skabt sommerminder og gode oplevelser med danskerne; hele tiden med det gode formål om at skabe plads til forskelle i samfundet for øje. For Grøn er en fest, der gør en forskel og al overskuddet går til Muskelsvindfonden
MitOdense – det, der samler os