Et nyt og iøjnefaldende byggeri er på vej til Odense. Ved motorvejsindkørslen til byen vil teknologivirksomheden Newtec fra 2026 samle både administration, udvikling og produktion i ét samlet hovedsæde.

Bag designet står PLH Arkitekter, som har tegnet et domicil, der skal afspejle virksomhedens position som global frontløber inden for avancerede sorterings- og pakkeløsninger til friske fødevarer.

Fra Fyn til resten af verden

Selvom Newtec har dybe rødder på Fyn, rækker ambitionerne langt ud over landegrænsen. Virksomheden er familieejet og har kunder i mere end 50 lande, og det nye hovedsæde skal være med til at styrke både den internationale profil og tiltrække talent – også fra udlandet.

Placeringen er nøje udvalgt. Med sin synlighed fra motorvejen og korte afstand til Syddansk Universitet bliver bygningen ikke bare et arbejdssted, men også et nyt pejlemærke for Odense og en platform for innovation.

Hightech møder varme materialer

Arkitekturen bliver alt andet end anonym. Ifølge PLH Arkitekter er ambitionen at forene teknologisk præcision med en mere menneskelig og sanselig oplevelse.

Midt i bygningen etableres et åbent atrium med en skulpturel trappe, der binder etagerne sammen. Indvendigt vil materialer som valnøddetræ skabe varme og kontrast til de højteknologiske omgivelser.

Arkitekturen skal være funktionel, inspirerende og identitetsskabende – et sted, der bringer det bedste frem i mennesker.

PLH’s CEO Søren Mølbak.

Samler kræfterne under ét tag

Det nye hovedsæde bliver et vigtigt skridt for Newtec, der med byggeriet får samlet sine aktiviteter og styrket samarbejdet på tværs af organisationen.

Projektet er udviklet i samarbejde med ingeniørvirksomheden Niras, mens Rambøll fungerer som bygherrerådgiver.

Når byggeriet står færdigt, bliver det ikke bare en ny arbejdsplads – men også endnu et synligt tegn på, at Odense fortsætter med at positionere sig som en stærk teknologiby.

Om Newtec

Newtec er en førende producent af veje-, pakke- og sorteringsmaskiner til især frugt- og grøntsagsindustrien. Med over 25.000 installationer globalt har virksomheden opbygget et stærkt ry for kvalitet og driftssikre løsninger. Siden 1976 har de været en del af Odense, og dermed 50 års jubilæum i år.

Newtec udvikler skræddersyede systemer, der kombinerer avanceret teknologi med kundernes konkrete behov – med fokus på høj ydeevne og langvarige samarbejder.

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere