fbpx

Risingskolen, Korup skole, Tingkærskolen og Seden Skole har fået mellem 3.500 kr. og 5.000 kr. fra Skolemælkslegatet, som bl.a. skal bruges til legeredskaber, yogamåtter og et besøg i Økolariet i Vejle.

2. klasse fra Korup skole skal en tur i Økolariet i Vejle, eleverne på Risingskolen får et mobilt bordtennisbord, på Seden Skole kan børnene stresse af med yoga og mindfulness, og Tingkærskolen får en masse nye legeredskaber. Det hele sker, fordi de fire skoler har fået midler fra Mejeriernes Skolemælkslegat. Eksempelvis modtog Tingkærskolen 4.900 kr. til køb af en ’Leg på streg XL 2021 pakke’ med bl.a. skumterninger og ærteposer. 

Pakken støtter børnenes kreativitet, fællesskab, udvikling, trivsel og sundhed i den friske luft med leg og læring i fokus. Det vil være en forbedring for både skolegårdsmiljøet, børnene og de aktiviteter, de voksne kan tilbyde børnene.

Børnehaveklasseleder Maria Eggert

På Korup skole glæder lærer Anette Sprotte sig over, at en donation på 4.000 kr. kan gøre 2. klasse klogere på klimavenlig mad, drikkevand og miljø i videnscentret Økolariet.

Der er flere spændende udstillinger, som passer ind i natur- og teknikundervisningen. Desuden har flere af vores elever aldrig været på togtur, og vi synes, det er en hyggelig måde at rejse sammen på.

Lærer Anette Sprotte, Korup Skole

Og på Seden Skole ser lærer Niels Buch Steensboe frem til, at den kommende 1.c får en blid og rolig skolestart. Det sker med mindfulness på 30 yogamåtter, han kan købe for 5.000 ’legatkroner’.

Jeg vil gerne skabe et trygt sted, hvor børnene kan ligge og høre en historie, lave fysiske øvelser og være nær hinanden. Det er i de små klasser, man begynder med de gode vaner.

Lærer Niels Buch Steensboe, Seden Skole

Odense-skolerne er 4 af de 35 skoler, som netop har modtaget midler fra Skolemælkslegatet. Det uddeles to gange årligt fra en samlet pulje på 200.000 kr. og støtter initiativer, der fremmer elevernes sundhed og fællesskab. 

Rekordmange ansøgninger
Hos Mejeriernes Skolemælksordning mærker man stor interesse for legatet. Således var der i denne runde rekordmange ansøgninger – 862 – i den bunke, som et dommerpanel vurderede. Det store antal glæder Jan Hermansen, leder af Mejeriernes Skolemælksordning

Det er dejligt, at så mange skoler har lyst til at lave projekter, der kan gøre en forskel for rigtig mange elever. De 35 projekter, vi har valgt at støtte, giver eleverne oplevelser og viden, som de måske ellers ikke kunne få. Der var mange gode ansøgninger, så vi kan kun opfordre dem, der ikke kom i betragtning, til at søge igen, når vi uddeler legatmidler til efteråret.

Jan Hermansen, leder af Mejeriernes Skolemælksordning

Skolemælkslegatet kan søges af lærere, pædagoger, forældreråd, skolebestyrelser eller elevråd, hvis skolen er med i Mejeriernes Skolemælksordning. Ved denne uddeling blev der doneret beløb fra 2.000 kr. til maksimumbeløbet på 5.000 kr.
Næste uddeling af Skolemælkslegatet sker i november 2023. Læs mere om Mejeriernes Skolemælkslegat HER.

Fakta om Skolemælkslegatet

  • Skolemælkslegatet uddeles to gange årligt – i foråret og efteråret – fra en pulje på i alt 200.000 kr. 
  • Legatet kan søges af lærere, pædagoger, forældreråd, skolebestyrelser eller elevråd, hvis skolen er med i Mejeriernes Skolemælksordning.

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere