Kan du stadig lave et ordentligt yo-yo-trick? Så er der mulighed for at få gamle færdigheder støvet af, når Coca-Cola lørdag den 19. september inviterer til stort yo-yo-event i Bilka Odense.
Fra kl. 11. til 15. bliver Bilka Odense forvandlet til et lille paradis for yo-yo-entusiaster, når den klassiske yo-yo får nyt liv med show, tricks, fri leg og konkurrencer. Og du behøver bestemt ikke være ekspert for at være med.
Fra 90’erne og direkte ind i 2026
For mange danskere er Coca-Cola-yo-yoen tæt forbundet med barndommen i slutningen af 1980’erne og 1990’erne. Nu vender den klassiske leg tilbage, og denne gang er det hele familien, der inviteres med.
Yo-yo-ambassadør Chrisstoffer Paluszewski står klar til at vise tricks og hjælpe deltagerne med at komme i gang. Måske kan bedsteforældrene endda lære børn og børnebørn et trick, de selv mestrede for 30 år siden.
Ifølge Chrisstoffer har yo-yoen nemlig en særlig evne til at samle generationerne.
Ved vores tidligere arrangementer så jeg bedsteforældre vise deres børnebørn de tricks, de selv lærte engang.
Yo-yo-ambassadør Chrisstoffer Paluszewski
Kan du gå tur med hunden?
På dagen bliver der mulighed for at prøve kræfter med forskellige tricks og konkurrencer. Deltagerne kan blandt andet dyste i at lave flest loops, holde yo-yoen kørende længst eller sammensætte tre tricks.
Så måske er det nu, du skal finde ud af, om du stadig kan lave en “jorden rundt” eller den klassiske “gå tur med hunden”.
Der vil også være mulighed for at deltage i en lodtrækning om dagens præmier ved at udføre et trick. Blandt præmierne er et Coca-Cola mini-køleskab, en Coca-Cola trolley og et Coca-Cola digitalkamera.
Gratis yo-yo med hjem
Er du blevet helt bidt af det, er der også mulighed for at få din egen Coca-Cola-yo-yo med hjem.
Ved køb af et valgfrit Coca-Cola-produkt i Bilka Odense følger en gratis Coca-Cola-yo-yo med. Tilbuddet gælder, så længe lager haves.
Eventet er samtidig en del af lanceringen af Coca-Colas nye ICON-design, hvor det klassiske røde udtryk, Coca-Cola-logoet og det bølgende bånd får en endnu tydeligere plads.
Så hvis du husker dengang, hvor en yo-yo kunne være underholdning nok i sig selv, eller hvis du aldrig har prøvet kræfter med den klassiske leg, er der lagt op til nogle timer med tricks, konkurrencer og masser af nostalgi i Bilka Odense.
MitOdense – det, der samler os