Efter en suveræn sæson og sejrsrække i 2023, skal Frem Odense vandpolo spille om DM-guld på hjemmebane.
Herrerne i Frem Odense vandpolo har den unikke fordel og ære at DM-finalen i år skal spilles i Svømmehallen Universitetet d. 20. maj – altså på deres egen hjemmebane i Odense.
Lørdag den 20. maj klokken 17:00 går det løs i Odenses største svømmehal når vandhundene fra Frem Odense møder de forsvarende mestre fra Kastrup på hjemmebane i det ultimative opgør om mesterskabet.
Begivenheden er sportens største. Odense Frem vandpolo forventer derfor mange tilskuere samlet i byens største svømmehal på dagen. De ønsker at dele oplevelsen med så mange Odenseanere som muligt, så de sammen kan støtte deres vandhunde, og forhåbentlig hente et stort mesterskab til Odense.
Tag derfor alle aktionsglade venner og familiemedlemmer under armen, og støt de fynske drenge når de spiller sæsonens største kamp.
Entréen er gratis, men tribunekapaciteten er begrænset. Så mød op i god tid inden kampstart for at sikre en god siddeplads.
Vi ses på lægterne i blåt og hvidt.
MitOdense – det, der samler os