Som eneste museum i Danmark er eventyrlige Ville Vau og undervisningsdelen Læringsuniverset, der begge er integreret i H.C. Andersens Hus, indstillet til at modtage den ærefulde ”Children in Museums”-prisen 2022”
Ville Vau er sammen med Læringsuniverset for børn og unge i alle aldre i H.C. Andersens Hus eneste danske museum blandt seks europæiske finalister til ”Children in museums”-prisen. De internationale dommere besøger finalisterne i løbet af juli, og prisen uddeles i Luxemburg i september i forbindelse med et større internationalt Award. ”Children in museums”-prisen uddeles i et samarbejde mellem det prestigefyldte EMA (European Museum Academy) og den professionelle organisation ”Hands on!”. Prisen har til formål at anerkende innovative undervisningsforløb og udstillinger af høj kvalitet. Den er siden 2011 uddelt årligt og har et særligt blik for innovation, højt læringsniveau og inklusion indenfor museumsformidling for og med børn.
Ville Vau og Læringsuniverset er en integreret del af H.C. Andersens Hus og er blandt andet blevet til med bidrag fra midler fra Nordea-fonden, der har støttet udviklingen af særlige områder i udstillingen og forløb for de 0-6-årige.
Nomineringen til den internationale børnemuseumspris er kulminationen på mange års arbejde med at skabe verdens bedste tilbud med udgangspunkt i H.C. Andersen til børn og deres familier, og vi er virkelig glade for at blive anerkendt for arbejdet. Gennem hele udviklingen af H.C. Andersens Hus har vi haft fokus på at skabe et helt særligt sted, hvor børnene er hovedpersonerne, og hvor deres meninger, deres leg og kultur er kernen i fortællingen
Overinspektør Mette Stauersbøl Mogensen fra Odense Bys Museer
Vi arbejder hver eneste dag på at bringe eventyr og forundring frem i børnenes liv og verden, når de besøger Ville Vau, så nomineringen er en stor ære for os. Vi arbejder for at skabe meningsfulde møder, hvor magien kan opstå. Den slags magi der lyser inde fra. At blive anerkendt for vores arbejde gør os stolte og glade, ikke mindst fordi det minder os om fællesskabet, som vi er en del af, og som anerkender vigtigheden af at arbejde med kunst og muligheder for alle børn. Det er et utroligt meningsskabende arbejde – både for os ansatte i Ville Vau, H.C. Andersens Hus som helhed, og for børnene og deres voksne, der kommer her. Til sammen er vi en del af et tandhjul, hvor små og store takker i maskinen griber ind i hinanden for sammen at kunne drive den store oplevelse og indlevelse i H.C. Andersens liv og passion frem
Formidlingsleder i Ville Vau, Rikke Jahn Svinding, Odense Bys Museer
I Læringsuniverset er vi enormt glade for at være med i opløbet til netop denne pris. Der er lagt en stor indsats i at udvikle nyskabende undervisningsforløb, der udfordrer den traditionelle museumstænkning. Undervisningsforløbene skal være trygge, sjove og fordybende, så eleverne instinktivt engagerer sig i indhold og aktiviteter. Vi har meget på hjerte omkring H.C. Andersen, men vi har også et stort ønske om, at børnenes tolkninger og friske blikke på eventyrene kommer i spil. Andersen er kulturarv – og det er børnene, der skal arve ham
Museumsinspektør i Læringsuniverset for børn og unge i alle aldre, Mette Kronborg Vedel Kiilerich, Odense Bys Museer
Ud over Ville Vau er fem europæiske museer shortlistet til Children in Museums Award 2022. De fem er: ANOHA – Children’s World of the Jewish Museum i Berlin, Hidrodoe i Herentals i Belgien, National Gallery of Slovenia i Ljubljana, Kindermuseum Creaviva i Bern, Schweiz og Leeds Museums & Galleries i England.
Læringsuniverset
Læringsuniverset åbnede i september 2021, og siden er der afviklet over 350 undervisningsforløb, hvilket betyder, at omkring 8.500 elever har fået en eventyrlig oplevelse her. Læringsuniverset har 7 forskellige undervisningsforløb plus 4 Minecraft education-lektioner, der fordeler sig over alle alders- og klassetrin. Vi tilbyder lærerige oplevelser til børn fra vugge-stuealderen og op til og med gymnasieniveau. De møder H.C. Andersen, hans liv og kunstneriske metode samtidig med, at de selv skal prøve kræfter med de forskellige kunstarter. I læringsuniverset vækker vi elevernes fællesskabsfølelse, nysgerrighed og kritiske sans, når vi sammen går på opdagelse i Andersens eventyrlige univers.
Ville Vau
Siden Ville Vau åbnede i december 2021, er flere end 20.000 gæster gået på opdagelse i det scenografiske univers. De har hørt levende fortællinger, har deltaget i fordybende workshops og fundet inspiration i Ville Vaus vidunderlige atelier. I Ville Vau bliver H.C. Andersens univers foldet ud i et samspil med børnenes egen leg og skaberevner. Både temaerne i Andersens eventyr og hans menneskesyn kommer til udtryk i Ville Vaus æstetiske rammer, hvor børnefamilier kan gøre eventyrene til deres egne ved at fortælle videre på dem.
Om organisationerne
EMA (European Museum Academy) er en samling af internationale, professionelle museumseksperter, som arbejder sammen om at sikre og honorere ambitiøse museer og museumskoncepter af høj kvalitet. Udover denne pris, som uddeles i samarbejde med Hands on!, uddeler de en række andre priser indenfor museums- og museumsforskningens verden. De uddeler blandt andet DASA-prisen, som fokuserer på museer med en ambitiøs uddannelsesdel – en pris, som H.C. Andersens Hus også er nomineret til i år.
Hands on! er et non-profit-netværk af professionelle museumsfolk. Netværket ved, at museer kan spille en afgørende rolle i at vække børns nysgerrighed, kreativitet og lyst til at lære livet ud. Deres mål er at øge bevidstheden om museers vigtige rolle blandt andet ved at anerkende og synliggøre de museer, der går forrest i nytænkning og innovation indenfor museumsarbejde, museumstænkning og aktivering af børn som museumsbrugere.
MitOdense – det, der samler os