fbpx

Den fynske turisme kan ånde en smule op, da tyskerne må holde ferie på Fyn og resten af landet. Spørgsmålet er bare om de kommer?

Mange danskere vælger at holde ferie herhjemme, da vi ikke helt ved hvad der møder os i andre lande. Hvilken ferie bliver det egentlig, vi vil opleve i andre lande? Herhjemme kender vi forholdene og samtidig giver det os mulighed for at opdage eget land. Det er vel ikke utænkeligt, at tyskerne tænker på samme måde. Vi håber selvfølgelig at tyskerne kommer, så turismen på Fyn kan få glæde af dem.

Men lad os alle nyde den danske sommer og udforske vores eget land. Fyn er jo en stor badestrand. Og mon ikke der er en enkelt eller to fra København, der kun kender til Jylland og Fyn gennem Olsen Banden.

Derfor siger vi ‘Fyn er fin og din sommerdestination‘.

Statsminister Mette Frederiksen fortalte til fredagens pressemøde, at grænsen til Tyskland, Norge og Island åbnes 15. juni. Det vil give en hjælpende hånd til hårdt prøvet turisme på Fyn.

Her er reglerne for de tyske, norske og islandske turister, som vil besøge Danmark.

Det kommer til at foregå med restriktioner, når turister fra vores nabolande tager på ferie i Danmark.

  • De skal dokumentere, at de har booket et ophold i Danmark udenfor København, og de skal have booket mindst seks overnatninger i sommerhus, campingplads, på hotel eller lignende.
  • De må gerne tage på ture til København, men ikke bo i hverken København eller Frederiksberg Kommune.
  • Der vil blive lavet stikprøvetests ved grænsen og opstillet mobile teststationer populære steder i sommerlandet. Men det vil dog ikke være et krav for at indrejse i Danmark, at man lader sig teste.
  • Hvis en udlænding, der ønsker indrejse, viser tydelige sygdomstegn, som for eksempel hoste, tegn på feber eller lignende, vil vedkommende blive afvist.
  • Og alle udenlandske turister vil få information om de danske coronaretningslinjer, når de kommer hertil.

Vi ses i det fynske sommerland.

MitOdense – det, der samler os