Midtfyns Festival har løftet sløret for et stærkt navn på plakaten i 2026: Drew Sycamore gæster festivalen, når den løber af stablen den 4.–5. september på Dyrskuepladsen i Ringe.
Sommeren 2026 markerer et længe ventet comeback til de danske festivalscener for Drew Sycamore, der med sit faste band i ryggen er klar til endnu en gang at levere et energifyldt liveshow med store pophooks, nærvær og masser af karisma.
Et af Danmarks største popnavne
Drew Sycamore slog for alvor igennem som soloartist, da hun for syv år siden blev udnævnt til P3’s Ugens Uundgåelige. Siden har hun cementeret sin position som et af landets største og mest populære popnavne.
Hun har haft fire singler på førstepladsen på airplaycharten – blandt andet I Wanna Be Dancing og 45 Fahrenheit Girl, der begge har ligget på hitlisterne i usædvanligt mange uger. Med mere end 100 millioner streams, adskillige priser og både guld- og platinplader hører hun i dag til toppen af dansk popmusik.
I 2022 åbnede hun Roskilde Festivals Orange Scene og var samme år den mest spillede artist på dansk radio. Året efter fastholdt hun sin placering i Top 10.
Festival med 50 års historie
Koncerten falder i et helt særligt år for Midtfyns Festival. I september 2026 er det nemlig 50 år siden, festivalen blev født – præcis der, hvor den i dag afholdes. Jubilæet markerer starten på et år, hvor festivalen fejrer musikken, fællesskabet og de mennesker, der har været med til at forme Midtfyns Festival gennem tiden.
Som en del af fejringen åbner festivalen allerede i januar for salget af en begrænset mængde jubilæums-merchandise.
X Factor-aktuel i 2026
Fra januar 2026 kan tv-seere også opleve Drew Sycamore i en ny rolle som dommer i X Factor, hvor hun indgår i dommerpanelet sammen med Benjamin Hav og Thomas Blachman.
Når hun indtager scenen på Midtfyns Festival, kan publikum se frem til en koncert med både nye numre og de store hits, der allerede har skrevet sig ind i dansk pophistorie.
Intime koncerter med Lydtæt – Rikke Thomsen i fokus
For tredje år i træk skruer Midtfyns Festival ned for støjen og helt op for nærværet, når festivalens intime koncertformat Lydtæt igen inviterer publikum helt tæt på musikken. Formatet, hvor gæsterne oplever koncerten med høretelefoner på, har de seneste år budt på udsolgte telte og stærke øjeblikke med blandt andre Katinka i 2024 og Signe Svendsen i 2025.
I 2025 er det Rikke Thomsen, der indtager Lydtæt-scenen. Med sin sønderjyske dialekt, hudløse ærlighed og fortællende sange er hun et oplagt match til det intime format, hvor hver eneste nuance står knivskarpt, og musikken får lov til at ramme helt uden filter.
Programmet
Drew Sycamore
Dizzy Mizz Lizzy
Ulige Numre
Mads Langer
Madsen
August Høyen
Patina
Sofie1998
Rikke Thomsen
Midtfyns Festival afholdes den 4.–5. september 2026 på Dyrskuepladsen i Ringe.
Billetter kan købes på festivalens hjemmeside.
MitOdense – det, der samler os