Webbureauet Morningtrain i Odense er netop kåret som landsvinder af konkurrencen ”Danmarks Sundeste Arbejdspladser – Initiativprisen 2020”, som Forsikring & Pension, Dansk Firmaidrætsforbund, Dansk Erhverv og Velliv Foreningen står bag.
Alle arbejdspladser har kunnet indstille deres bedste sundhedsinitiativer i konkurrencen, og alle danskere har kunnet afgive tre stemmer. I sidste uge blev én vinder i hver region kåret, og juryen har efterfølgende udpeget landsvinderen – fra motivationen lyder det bl.a.:
Morningtrain vinder initiativprisen, fordi de fra ledelsen har truffet et bevidst valg om, at sundhed og trivsel skal være en vigtig del af virksomhedens kultur. På arbejdspladser med mange mandlige ansatte er det afgørende, at sundhed og trivsel er prioriteret, idet mænds sundhed halter efter kvindernes, og arbejdspladsen er en vigtig arena for at motivere til en sund livsstil. Morningtrain prioriterer ugentlig fælles kollegamotion på arbejdspladsen, som både styrker det sociale fællesskab og skaber grundlag for venskaber og bidrager til medarbejdernes fysiske og mentale velvære.
Det er ikke første gang Morningtrain i Odense stiller op i DSA. Det har de faktisk gjort i flere år i træk.
Morningtrain har valgt at prioritere månedlige teambuilding events for alle medarbejdere. Her spiller de golf, tager på weekendtur, deltager i floorball turneringer, går i byen og meget andet. Det giver motiverede og sunde medarbejdere.
Initiativet hos Morningtrain viser, det er vigtigt, at ledelsen er med om bord, hvis arbejdet med sundhed skal blive en integreret del af en arbejdsplads’ kultur. Og at det giver mening og kan betale sig, at arbejdspladser investerer i medarbejdernes sundhed. Både for individet og for arbejdspladsen. Og så er det stærkt at se, hvordan de også under COVID-19 har dyrket sammenholdet – bare på andre måder. Vi håber, at konkurrencen kan være med til at inspirere andre arbejdspladser .
Merete Spangsberg Nielsen, direktør for Kollegamotion, Dansk Firmaidrætsforbund.
Effekten er positiv hos Morningtrain
- Lavt sygefravær på under 5 gennemsnitlige sygedage om året
- Høj jobtilfredshed– De har kun haft 1 opsigelse fra deres digitale fuldtidsspecialister siden sommeren 2018.
- Ingen af deres specialister har lagt sig ned med stress
- Stærkt kollegaskab, hvor folk ses jævnligt uden for arbejdet til andre events
- En kultur, hvor kolleger lynhurtigt bliver til venner
Det handler om fællesskab og venskaber. Med månedlige events sikrer Morningtrain, at alle medarbejdere får mulighed for at skabe et nyt stærkt fællesskab med kolleger via hyppige events, således at de ikke blot skaber gode kolleger men også gode venner.
Der er fokus på oplevelser, teamwork og fysisk aktivitet. Det gælder om at komme ud af kontoret og få rørt sig. Således får medarbejderne pulsen op, når Morningtrain deltager i floorball turnering, klatrer eller spiller paintball.
Under Covid-19 har det dog været svært at finde mulighed for deres normale aktiviteter. Men da de fandt ud af, at deres digitale projektleder også var en haj til yoga, så har de dyrket yoga hver onsdag morgen.
Morningtrain er et webbureau i Odense. De er webspecialister, som elsker at programmere og optimere online forretninger.
MitOdense – det, der samler os