Mens regeringen netop har lanceret en ny national lov om biodiversitet og naturgenopretning, går Odense forrest med byudviklingen af Vollsmose. Området står ikke kun foran en social og arkitektonisk omdannelse, men en ambitiøs, naturbaseret omstilling.
Der er offentliggjort den frivillige miljøvurdering af Bydelsplan Vollsmose 2025. Miljøvurderingen viser, at de ”grønne” og ”blå” elementer ikke kun er tekniske løsninger i bydelsplanlægningen, men afgørende løftestænger for biodiversitet, livskvalitet og en mere bæredygtig byudvikling.
Vollsmoses eksisterende naturværdier som moser, vandhuller og fredskov integreres nænsomt i det nye bybillede, og der skabes nye levesteder, forbindelser og landskaber, der tilgodeser både mennesker og dyr.
Flagermus, fugle og padder får bedre vilkår, og med etableringen af ”blågrønne korridorer” og nye, naturligt udformede regnvandsbassiner, vokser mulighederne for en rigere og mere varieret natur i Odense.
Vi bygger ikke en ny bydel, vi bygger videre på områdets styrker – og skaber et sted, hvor natur, arkitektur og fællesskab får lov at vokse sammen med det, der allerede eksisterer. Det handler om livskvalitet, langsigtet værdi og om at tage ansvar for fremtidens Odense.
Tove Skrumsager Frederiksen,
direktør i Fremtidens Vollsmose P/S.
Den omfattende miljøvurdering af Bydelsplan Vollsmose 2025 understreger, hvordan byudvikling kan sikre strategiske investeringer i naturens værdi og gøre Odense mere bæredygtig på sigt. Vollsmose er på vej til at blive et eksempel på, hvordan naturbaseret byudvikling skaber reel værdi for miljøet og for mennesker.
Arealudviklingsselskabet Fremtidens Vollsmose P/S er et samarbejde mellem Odense Kommune,
boligorganisationerne FAB og Civica samt AP Pension. Det samlede udviklingsareal på 126 hektar omfatter både boliger, erhverv, rekreative områder og fællesfaciliteter.
Fakta:
- Bydelsplan Vollsmose 2025, “En bydel i balance”, blev offentliggjort den 6. marts 2025.
- Den frivillige miljøvurdering for Bydelsplan Vollsmose 2025 er i høring fra 24. juni til 26. august 2025.
- Høringssvar sendes til mail@fremtidensvollsmose.dk senest den 26. august 2025.
MitOdense – det, der samler os