Det er vinterferie i Odense, og for første gang i lang tid har jeg ikke travlt.
Onsdag – Jeg træder ud i ferien
Jeg lukker døren til min lejlighed bag mig og bliver stående et øjeblik på fortovet. Kulden napper i kinderne, den dér tørre vinterkulde, der får byen til at lyde anderledes. Mere klar. Mere stille.
Jeg går mod Café Skt. Gertrud. Døren giver det lille sug, da jeg træder ind, og varmen rammer mig sammen med duften af kaffe og nybagt brød. Jeg sætter mig ved vinduet. Ser folk passere ude på gaden, skuldre trukket op om ørerne, mens jeg langsomt varmer hænderne om koppen.
Ferien starter her, tænker jeg. Ikke med planer, men med pauser.
Til frokost mødes jeg med min søster på Klosterkroen. Vi deler maden, smager på hinandens tallerkener, griner over gamle historier, som kun bliver sjovere med tiden. Der er den dér summen i lokalet. Bestik mod tallerkener, lav latter, snakken der flyder. Jeg kunne blive siddende længe.
Om aftenen går vi videre til Den Smagsløse Café. Speciel indretning, dæmpet lys, fed stemning. Jeg får følelsen af at være landet. Som om ferien endelig har sat sig i kroppen. Vi går hver til sit bagefter, og jeg går hjem gennem byen med den rolige træthed, der kun kommer af en god dag.
Torsdag – Byen åbner sig
Torsdag starter langsomt. Jeg mødes med en gammel ven i Eventyrhaven og går en tur. Der er liv. Folk går og hygger sig. Børn kælker på bakkerne i sneen.
Vi taler om arbejde, om børn, om hvor hurtigt alting går. Og om hvor rart det er, at det ikke gør det lige nu
Senere samme dag har jeg en middagsaftale med familien på Restaurant Madeleine. Duften rammer mig allerede i døren. Smør, varme krydderier, noget der simrer. Vi sidder længe. Smager. Skåler. Det er den slags måltid, hvor man glemmer tiden, fordi den ikke er vigtig.
Aftenen slutter på Viggos. Et helt andet tempo. Et spil dart, et spil bordfodbold, latter der hænger i luften. Et sted hvor generationer mødes, og hvor aftenen ikke behøver et formål. Kun at være.
Fredag – Når byen larmer lidt mere
Fredag føles anderledes allerede fra morgenstunden. Byen er mere vågen.
Jeg mødes med venner på Storms Pakhus sidst på eftermiddagen. Dufte fra alle verdenshjørner. Sprøde overflader, varme retter, kolde drikke. Vi deler maden, står tæt ved bordene, snakker i munden på hinanden. Der er liv i kroppen nu.
Tidlig aften fortsætter vi til Ryan’s Irish Pub. Musikken er der med det samme. Stemmerne højere. Glasset koldt i hånden. Jeg falder i snak med en fyr ved baren, som jeg aldrig har mødt før, men som føles bekendt efter ti minutter. Sådan et sted er det.
Senere, da mørket har lagt sig helt over byen, ender vi i Den Brølende And. Musikken pulserer. Gulvet vibrerer let. Jeg mærker varmen, lyset, energien. Det er fredag. Og Odense lever.
Lørdag – Når ferien rundes af
Lørdag starter stille. Kroppen er træt på den gode måde, og byen føles blødere i kanterne. Jeg mødes med en veninde tidligere på dagen, vi går en tur gennem centrum, taler om ugen der gik, om alt det man når at dele, når man ikke har travlt.
Sidst på eftermiddagen slår vi os ned på Sir Club. Tempoet er roligt. Øllet koldt. Snakken flyder lavere end de andre dage. Det er et sted, hvor man kan sidde længe uden at føle, man skal videre. Hvor man samler sig, inden aftenen tager over.
Inden natten, inden musikken, taler vi om Bar-Mobil.dk. Snakken falder på fester, på begivenheder, på hvordan stemning kan flyttes og skabes næsten hvor som helst. Det føles som et fint punktum for en uge, der netop har handlet om bevægelse og møder.
Da mørket har lagt sig over Odense, ender aftenen på Blomsten & Bien. Her er byen vågen igen. Lysene, musikken, energien. Drinksene smager af nat og ferie og den sidste rest frihed, inden hverdagen vender tilbage. Jeg danser, griner, mærker pulsen og tænker, at hvis vinterferien skal slutte, så er det her et godt sted at gøre det.
Jeg går hjem gennem byen med kolde kinder og varme tanker.
Ferien er slut. Men Odense lever videre.
MitOdense – det, der samler os
Bargroup er medlem hos MitOdense