fbpx

Der venter internationale stjerner og navne, der viser en mangfoldighed på den danske musikscene. Resonator festival bringer ny musik til Odense.

Hører man til dem, der elsker at lade sig inspirere og opsøge nye navne, på de store musikfestivaler, kan man roligt glæde sig til en saltvandsindsprøjtning, når Resonator går i luften fra 8.-12. november i Odense. Festivalen går ud med årets program, der ikke mindst prydes af en global parade af toneangivende kunstnere. Blandt hovednavnene finder vi således den pakistansk-amerikanske sensation Arooj Aftab, som Politiken i forbindelse med hendes koncert på årets Roskilde Festival slet og ret kaldte for “verdensmusikkens nye stjerne”. 

Arooj Aftab er dog ikke ene om at kaste verdensmusikalsk stjernedrys over festivalen, for Resonator er netop den festival, du har brug for, hvis du vil udforske markante navne, som sætter internationale dagsordener og høster kritikerroser inden for deres felt. 

Hvad end det drejer sig om Thiago Nassifs fornyelse af den brasilianske tropicalia, den psykedeliske kvindelige empowerment hos japanske Kuunatic, det visionære lydgeni Craig Leon eller bjergtagende minimalisme fra polske Hania Rani og slovenske Širom, er der tale om navne, som er internationale stjerner på de scener, de færdes på, men som Resonator giver en sjælden mulighed for at opleve på dansk jord over fem koncentrerede dage.

Resonator giver dig fem dage med musik i topklasse til kun 450 kroner med partoutbilletten, som kan købes her.

Globalt udsyn og lokalt sammenhold

Festivalen har blikket vendt mod den store verden, men tegner også et mangfoldigt billede af hvad der rører sig i Norden med både folkemusikalsk bal, hæsblæsende balkan-fest og anatolsk psych og med dybt personlige og særlige projekter rodfæstet i det nordiske som Sylfide, Klingra og Tuuletar samt et møde mellem de to roste roots-ensembler Stundom og VÍÍK.  

Resonator er også et generøst eksempel på lokalt sammenhold, når en række af Odenses kulturaktører står skulder ved skulder for at hente hele verden til byen, og for at indbyde publikum til en opdagelsesrejse rundt på byens mange spillesteder med koncerter på bl.a. Posten, Studenterhuset Odense, Dexter og Kulturmaskinens scener Frølageret og Magasinet.

I en tid hvor verden kan synes stor og usikker, er Resonator en vigtig festival. Her er udsyn og fællesskab – musikken skaber sammenhold! Vi er i bookinggruppen ekstremt stolte over at kunne præsentere et mangfoldigt og spændende program, der trækker alle verdenshjørnerne ind mod lille Danmark og tør udfordre os som publikum. Selvom mange af navnene er store stjerner, er det ikke sikkert at du kender dem, så vi kræver også en vis nysgerrighed af publikum. Til gengæld bliver det ét stort slaraffenland af smukke, skæve, sjove, vilde og rørende overraskelser. Vi glæder os helt enormt.

Programchef for Kulturmaskinen, Niels Christian Geil

Der er med andre ord dækket op til et globalt sansebombardement 8-12 november i Odense, hvor der også bydes på svedig americana fra Twang, en neo-shamanistisk musikalsk roadmovie til det nordvestlige Kina med Trans-Aeolian Transmission og ikke mindst en række frugtbare knopskydninger og crossover-projekter med udgangspunkt i det afrikanske kontinent med navne som Pongo, Wau Wau Collectif, Azu Tiwaline og Ifriqiyya Électrique. Eller hvad med et møde mellem congolesisk guitarspil og gypsy jazz fra Balkan med Afro Gitano?

Line-up:

Arooj Aftap / Kuunatic / Craig Leon / Afro Gitano / Klingra / Hania Rani / Wau Wau Collectif / Ifriqiyya Électrique / VÍÍK x Stundom / Thiago Nassif / Širom / Pongo / Azu Tiwaline / Ipek Yolu / Tuuletar / Sylfide (solo) / Twang / Bjonko / Oud & Voice / Trans-Aeolian Transmission / Resonators Folkebal / N.E. Girl / Thorhan

Læs mere om kunstnerne her

Mere info:
Resonator er både en festival og et musikmedie, der hylder diversitet og fællesskab. Den første Resonator Festival fandt sted i 2021. I år finder festivalen sted 8-12 november. Det er muligt at købe partoutbillet til alle fem dage for bare 450 kroner. Partoutbillet er i salg og kan købes her. Der kan også købes billet til de enkeltstående koncerter. Læs meget mere om festivalen her.

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere