Til daglig giver pariserhjulet på Tinderbox festivalgæster udsigt over Tusindårsskoven. Nu har det fået en helt ny rolle og en verdensmester.
Mandag den 7. juli kan du opleve OCR-verdensmesteren Ida Mathilde Steensgaard udfordre det ikoniske pariserhjul i et spektakulært stunt på Tysklandskaj på Odense Havn.
Pariserhjulet er blevet flyttet fra festivalpladsen og ombygget til en avanceret forhindringsbane i højden. Mens hjulet drejer rundt, skal verdensmesteren forcere en række krævende fysiske elementer, der stiller store krav til både styrke, balance og udholdenhed.
Arrangementet er en del af et internationalt medieprojekt fra Red Bull. Selve optagelserne foregår bag lukkede døre, men den 7. juli åbnes området for offentligheden, så alle kan få et unikt indblik i projektet.
Oplev træningen helt tæt på
Mellem klokken 13 og 16 bliver det muligt at opleve Ida Mathilde Steensgaard træne på den spektakulære bane, mens gæster samtidig kan høre mere om projektet og de tekniske løsninger bag ombygningen af pariserhjulet.

Der vil også være foodtrucks, smagsprøver, DJ og aktiviteter, som skal skabe liv på havnen.
Besøgende kan blandt andet blive klogere på, hvorfor Odense er valgt som lokation, hvilke udfordringer verdensmesteren står overfor, og hvordan det tidligere Tinderbox-pariserhjul er blevet forvandlet til en helt særlig sportsarena.
Praktisk information
Dato: 7. juli 2026
Tid: Kl. 13.00 til 16.00
Sted: Tysklandskaj, Odense Havn
Arrangementet er gratis, og det fulde program kan findes på VisitOdenses hjemmeside.
MitOdense – det, der samler os