For første gang nogensinde kan odenseanerne opleve den populære KREA-messe, når Odense Congress Center forvandles til et stort, inspirerende univers fyldt med kreativitet, kunsthåndværk og gør-det-selv-projekter.
Det sker lørdag den 17. og søndag den 18. januar, hvor hele familien inviteres indenfor.
KREA-messen har i flere år været et hit rundt omkring i Danmark – og nu er turen altså kommet til Odense. Messen samler et bredt udvalg af udstillere inden for kunst, design og kreative hobbyer, og gæsterne kan gå på opdagelse blandt både danske og udenlandske kunstnere.
Her vil der være alt fra håndlavet keramik, smykker, glaskunst og træarbejde til malerier, frihåndstegning, syede unika-designs og moderne udtryk som 3D-print. Samtidig byder messen på et stort udvalg af forhandlere med kreative materialer, hobbyartikler og DIY-kits – både til erfarne kreative sjæle og til dem, der gerne vil i gang for første gang.
Kreative oplevelser for både børn og voksne
Ud over shopping og udstillinger kan gæsterne deltage i forskellige workshops, hvor man selv kan prøve kræfter med nye kreative teknikker. For de yngste er der gratis KREA-borde med masser af materialer, så børnene også kan få deres helt egne kreative oplevelser.
KREA-messen rummer dog mere end kunst og hobby. Der vil også være delikatesser, specialiteter og produkter inden for personlig pleje, hvilket gør messen til en bred oplevelse med noget for enhver smag.
Praktisk information
KREA-messen er åben
Lørdag den 17. januar kl. 10.00–16.00
Søndag den 18. januar kl. 10.00–15.00
Entréen er 50 kr., og børn under 12 år har gratis adgang i følge med en voksen. Billetter kan købes både i døren og i forsalg.
Bag KREA-messerne står virksomheden TB Markeder, som er Danmarks største arrangør af KREA-messer og hvert år afholder mere end 30 messer i Danmark og Nordtyskland.
MitOdense – det, der samler os