fbpx
Odense MitOdense

MitOdense – det, der samler os

MitOdense er influencer i Odense,
der bringer nyheder for Odenseanere. 

Læs her under og følg med på MitOdense Instagram og Facebook for flere spændende historier.

Fyn bliver vært for ikke mindre end tre VM’er i sommeren 2023: VM i Contender i Kerteminde og VM i matchrace for kvinder i Middelfart og VM i Melges 24, som også foregår i Middelfart.

Kerteminde lægger i sommeren 2023 vand til VM i Contender, mens Middelfart atter engang markerer sig som fyrtårn inden for matchrace-disciplinen, når verdens bedste kvinder skal dyste om medaljer i Lillebælt. Det sker i umiddelbar forlængelse af VM i Melges 24, som indtager marinaen i det nordvestfynske fem dage i juni.      

Tiltrækningen af events til det fynske har for alvor fået vind i sejlene igen efter corona. Fyn har nemlig sikret sig ikke mindre end tre VM’er til næste sommer. Og de kommer alle til at foregår til vands.

Vi er utroligt stolte af, at det i samarbejde med kommunerne, GoSail, Kerteminde Sejlklub og Sport Event Denmark er lykkedes at få hele tre VM’er til Fyn næste sommer. Vi markerer os dermed igen som en samlet eventdestination, der for alvor drager nytte af vores geografiske forudsætning som ø med fremragende sejlerfarvand hele vejen rundt.

Eventchef i Destination Fyn Jakob Staun.

Verdens øjne har jo tidligere været rettet mod både Kerteminde og Middelfart, når det gælder sejlsport, da begge byer har en stærk tradition for afvikling af internationale sportevents. I Kerteminde tæller CV’et bl.a. VM i den olympiske windsurfing-disciplin RSX og det årlige SailExtreme, mens Middelfart flere gange har lagt vand til de publikumsvenlige og spændende matchracedyster ved både EM, VM og Nations Cup.

Vi ser frem til at byde de mange sejlere velkommen til byen. Især Melges 24 trækker jo mange mennesker til i flere dage til gavn for vores overnatningssteder og handlende. Med VM i Matchrace er vi desuden med til at give de lokale en seværdig sportsoplevelse helt tæt på. I modsætning til megen anden sejlsport er jo netop matchrace publikumsvenlig og forgår tæt på havnefronten, hvor man kan følge med i sejladserne, samtidig med at man nyder den helt særlige stemning, der summer på marinaen ved events som disse.

Borgmester i Middelfart Johannes Lundsfryd.

I Middelfart er det forventningen, at store dele af event-setuppet med fordel kan bruges af begge events, og der vil derfor være synergi at hente på afviklingsdelen, omend der er tale om to forskellige bådtyper og to meget forskellige målgrupper. Mens man som almindelig sejler faktisk kan tilmelde sig VM i Melges 24, er matchrace-stævnet kun for eliten.

Også i Kerteminde glæder man sig over udsigten til internationale gæster på vandet næste sommer.

Vi har netop lagt sidste hånd på en lokal strategi for tiltrækning af events, som vi har udarbejdet i tæt samarbejde med Destination Fyn. Det er fantastisk, at vi allerede nu ser den første flig af strategiens udmøntning med en event som VM i Contender næste sommer. Det er en stor cadeau til Kerteminde Sejlklub, som har masser af gode kræfter, der står mere end klar til at byde de internationale sejlere velkommen i kølvandet på pandemien, og det giver os en kærkommen lejlighed til at vise vores nye faciliteter på havnen frem.

Borgmester i Kerteminde Kasper Ejsing Olesen.

Samlet set forventes de tre events ifølge Destination Fyns prognoser at have en turismeøkonomisk effekt på 8,7 mio. kr. og er dermed et godt eksempel på, hvordan tiltrækningen af sportevents er med til at bidrage til genstarten af en branche, der har været i knæ under coronapandemien. Det estimeres f.eks., at de tre events vil kaste omkring 5000 overnatninger af sig, når sejlere og deres medrejsende indstiller VM-GPS’en på Fyn til næste sommer.

De tre sejlsports-VM’er, der anløber Fyn næste år, giver op mod 5000 overnatninger og er med til at brande Fyn og Danmark som sejlsportsdestination. Sammen med Destination Fyn, kommunerne, GoSail og Kerteminde Sejlklub har vi sat kursen mod 2023.

Sport Event Denmarks direktør, Lars Lundov

Alle tre events er sanktioneret af Dansk Sejlunion.

Fakta om Melges 24

Melges 24 er en sejlbåd i ét design, der er kendt for sin evne til at plane over vandet med sin flade bund, selv med beskeden vind. Der er mere end 850 solgte både i klassen og er det mest populære design produceres af Melges Performance Sailboats , et amerikansk firma grundlagt af Harry Melges, far til den tidligere olympiske sejler Buddy Melges . Båden blev designet i 1992 og sejles primært i Nordamerika og Europa, men vokser også frem i sien og i Asien og Stillehavet. Båden er 7,3 m lang og 2,5 m bred ved bjælken. Skroget er lavet af letvægts glasfiber, og båden sejles af en besætning på fire eller fem, der tilsammen ikke må veje mere end 375 kg. Der er fri tilmelding til VM, hvilket betyder, at alle, der sejler i klassen, kan tilmelde sig uden kvalifikation.

VM 2023 i Middelfart afvikles d. 27. juni – 1. juli

Fakta om Contender

Contenderen, der er en en-mandsjolle, blev oprindeligt tegnet i forbindelse med valg af ny jolle til OL 1968, hvor den vandt, men alligev9el blev fravalgt til fordel for finnjollen. Contenderen adskiller sig fra de fleste andre enmandsjoller i Danmark ved, at man står i trapez. Når vindstyrken tiltager, vil man således hænge ud over vandet. Jollen er teknisk udfordrende at sejle, men ikke fysisk krævende, så aldersfordelingen blandt sejlere går helt fra 20’erne til mere end 60 år. Den aktive danske klasse er på ca. 30-40 både, men oplever i øjeblikket en vækst. Danmark er på trods af det begrænsede antal sejlere stærk på verdensplan og har siden 2011 bl.a. vundet 2 verdensmesterskaber og 3 europamesterskaber. Specielt i Tyskland er bådklassen meget aktiv, men jollen er udbredt til alle kontinenter, og til VM i Kerteminde kommer der både sejlere fra USA og Australien. Til VM er der typisk mellem 70 og 130 joller.

VM 2023 i Kerteminde afvikles d. 1.-8. juli. I dagene op til afvikles der også DM i klassen.

Fakta om Matchrace

Matchrace kaldes populært sejlsportens Formel 1, og disciplinen blev særligt kendt i Danmark, da Jesper Bank vandt guld ved OL i Sydney i 2000. Dansk Sejlunion har herefter haft stor fokus på sporten. I matchrace duellerer to teams imod hinanden i identiske både, som stilles til rådighed af arrangøren. Bådtypen til kvindernes VM i Middelfart er den såkaldte Blu26. Bådene sejles aggressivt og der stilles store fysiske krav til besætningen, da der sejles op mod ti sejladser på en dag. Sporten er meget medievenlig, fordi det er let at følge med i, også for ikke-sejlsportsinteresserede, og muliggør et decideret publikum på land. Senest er matchrace for kvinder kommet tilbage på OL programmet i 2012.

VM 2023 for kvinder afvikles i Middelfart  d. 4. juli – 8. juli (med forudgående træningsdage).

MitOdense – det, der samler os