fbpx

Optagelserne til endnu en familiejulekalender med seerfavoritterne Tinka og Lasse er netop gået i gang, og med støtte fra FilmFyn rykker filmholdet til Fyn i næste uge.

Den tredje julekalender i rækken får titlen TINKA OG SJÆLENS SPEJL og produceres af Cosmo Film til premiere på TV 2 PLAY og TV 2 i julen 2022.

TINKA OG SJÆLENS SPEJL bliver den tredje fortælling efter TINKAS JULEEVENTYR fra 2017 og TINKA OG KONGESPILLET fra 2019 – alle med optagelser i flere fynske kommuner.

TINKA OG SJÆLENS SPEJL genbesøger Assens, Faaborg-Midtfyn, Nyborg og Odense kommuner og udvider nu denne gang nisseuniverset med nye fynske locations i Kerteminde Kommune.

Det er herligt, at en julekalenderfortælling af denne kaliber kan bringe Fyn ind i stuerne landet over, og at vi i år – i endnu højere grad end tidligere – vil se locations fordelt over hele fem fynske kommuner i nord, syd, øst og vest på, hvad der ser ud til virkelig at kunne blive juleøen Fyn.

FilmFyns direktør Klaus Hansen

Nye tiltag venter i Tinka

Sidst vi mødte Tinka, indførte hun Samlingen, hvor repræsentanter for regionerne – og et enkelt menneske – sammen styrede og bestemte. Til gavn for både voksne nisser og dem, som i fremtiden skulle føre Nissernes Rige videre. Eller det var i hvert fald meningen…

I TINKA OG SJÆLENS SPEJL har Tinka endnu ikke har fået den nye styreform til at fungere, sådan som hun havde forestillet sig. Hun begynder at tvivle på sine egne evner som nissernes leder, og da Ingi sætter hende på sporet af en familiehemmelighed, søger Tinka med hjælp fra sin bedste ven, menneskedrengen Lasse, svar i menneskenes verden. Her venter der Tinka en overraskelse, som vender fuldstændig op og ned på hendes liv og sætter hele Nissernes Riges eksistens på spil.

I hovedrollerne ses igen Josephine Chavarria Højbjerg som Tinka og Albert Rosin Harson som Lasse. Desuden er der gensyn med Hadi Ka-Koush, Ellen Hillingsø, Christian Tafdrup, Neel Rønholt, Rosita Gjurup, Martin Bo Lindsten, Birthe Neumann, Esben Dalgaard, Jakob Femerling og Viilbjørk Malling Agger. Nye navne på rollelisten tæller blandt andre Henrik Koefoed og Anna Haarup Much.

MitOdense – det, der samler os