Et nyt kapitel i Odenses musikhistorie begynder i det nye år. I den tidligere musikkonservatoriebygning på Islandsgade ved Østerbro åbner KRFTWRK – et ambitiøst kulturhus med fokus på øvelokaler til rytmisk musik og tværgående kunstneriske samarbejder. Tinderbox, en af Danmarks største musikfestivaler, bakker op om byens nye musikalske kraftcenter.

KRFTWRK er et lokalt forankret initiativ med internationalt udsyn, der skal fungere som et professionelt udviklingsmiljø og samlingspunkt for musikere, producere og kulturaktører på tværs af genrer og niveauer. Med særligt fokus på unge under 30 år er idéen, at huset skal rumme moderne faciliteter, faglig sparring og inspirerende rammer til både øvelse, produktion og performance.

KRFTWRK er skabt ud fra Tinderbox’ ønske om at give noget tilbage til musikken i Odense som tak for den lokale opbakning, festivalen har fået de sidste mange år. I 2026 afholdes Tinderbox for 10. gang i Tusindårsskoven, og det føles helt rigtigt, at vi i den anledning kan være med til at give næste generation af musikere de bedst mulige vilkår for at udvikle sig i fremtiden. Her skal der være plads til både det spirende talent og den etablerede artist – og ikke mindst det kreative møde dem imellem.

Brian Nielsen, formand for fonden KRFTWRK og CEO i DTD Group/Tinderbox

Tinderbox støtter KRFTWRK med 500.000 kroner årligt i en periode på tre år, i alt 1,5 millioner kroner. Derudover yder Odense Kommune også et større økonomisk bidrag hvert år, som led i kommunens kulturpolitik.

Et hus bygget til musik – fra idé til koncert

Med tiden kommer KRFTWRK til at rumme en lang række specialindrettede faciliteter og aktiviteter, der dækker hele den musikalske proces:

  • Professionelle øvelokaler til bands og solister
  • Lydstudier og produktionsfaciliteter i høj kvalitet
  • Lokaler til koncerter og performances med plads til op mod 300 publikummer
  • Workshops og masterclasses med både lokale og nationale kapaciteter
  • Talentudviklingsforløb for unge med ambitioner

KRFTWRK kommer til at arbejde tæt sammen med aktører fra hele landet, og vil bidrage aktivt til fødekæden i dansk musikliv – med ambitionen om at gøre Odense til fødeby for den næste store musikalske eksport.

Forankret i byen, rettet mod verden

KRFTWRK understøtter Odense Kommunes kulturpolitiske målsætninger om et mangfoldigt og bæredygtigt kulturliv, og vil være med til at styrke byens identitet som kreativ og levende kulturby.

Læs mere om KRFTWRK her

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere