fbpx
Odense MitOdense

MitOdense – det, der samler os

MitOdense er influencer i Odense,
der bringer nyheder for Odenseanere. 

Læs her under og følg med på MitOdense Instagram og Facebook for flere spændende historier.

Når Tinderbox til juni indtager Tusindårsskoven med et stjernespækket program af både danske og internationale musikstjerner, er det som sædvanlig for at give festivalgæsterne en fantastisk oplevelse. Men i år har festivalen også en anden dagsorden, nemlig at være med til at bekæmpe ensomhed blandt odenseanerne.

Dugfriske tal fra den nationale trivselsundersøgelse ‘Hvordan har du det?’ blandt danskerne viser, at flere voksne odenseanere end tidligere oplever ensomhed. I 2017 oplevede syv procent af odenseanerne, at de ofte var uønsket alene. Dette tal er i 2021 vokset til 10,4 procent, og derfor er Odenses ensomhedsbekæmpende arbejde i bl.a. Ensomhedscharter Odense aktuelt som aldrig før.

Det er en udvikling, der går i den helt forkerte retning, og som viser, at arbejdet med at skabe gode, givende fællesskaber i Odense er sindssygt vigtigt. De sidste par år med Corona er muligvis en del af forklaringen på de triste tal, men det ændrer ikke ved, at vi skal kæmpe for, at Odense en dag bliver en by uden ensomhed. Derfor glæder det mig, at et navn som Tinderbox nu også sætter ind mod ensomhedsfølelsen blandt odenseanerne.

Brian Dybro, rådmand for ældre- og handicapområdet.

Tinderbox med i kampen mod ensomhed

Tinderbox festivalen er ny aktør i Ensomhedscharter Odense, hvis formål er at skabe flere givende fællesskaber i Odense, og festivalen har dermed aktivt taget kampen mod ensomhed op.

For os var der ikke så meget at tænke over, da vi blev spurgt, om vi ville være med i Odenses ensomhedscharter, for selvfølgelig vil vi gerne støtte op om den gode sag. Vi oplever en kæmpe opbakning til Tinderbox fra hele Fyn, så vi vil rigtig gerne give noget tilbage.

Louise Bech, People Manager hos Tinderbox

Laver særligt frivillighold

Når man er aktør i Ensomhedscharter Odense, der er en sammenslutning af forskellige samarbejdspartnere på tværs af byen, siger man ja til, på sin egen måde, at være med til at bekæmpe odenseanernes følelse af ensomhed. Og netop Tinderbox har fundet deres helt egen måde at tage kampen mod ensomhed op på.

Tinderbox er en af Danmarks største festivaler, og vi har brug for ca. 6000 frivillige til at afvikle den. Det er sjovt at være frivillig, men det er ikke altid, man har lyst til at kaste sig ud i sådan en opgave, hvis man skal gøre det alene. Derfor laver vi i år et særligt team af frivillige, der kommer alene, for hvis man har lyst til at være frivillig, skal man have muligheden for det. Også selvom man ikke lige har en ven eller kæreste at gøre det med.

Man skal ikke være bange for at komme alene, for de andre på det her team, som vi har valgt at kalde Social Connectors, kommer også alene. Håbet er at fremme et fællesskab på teamet, og jeg ville personligt elske, hvis Social Connectors med tiden kunne vokse. Både som team og som et fællesskab, der hvert år kom tilbage og gjorde oplevelsen til en tradition.

Louise Bech, People Manager hos Tinderbox

Vigtig kamp

Tinderbox er blot en af mange aktører, der er med i Ensomhedscharter Odense. Lige nu har mere end 40 aktører taget kampen mod ensomhed i Odense op og tæller navne som Tinderbox, Bilka, Storms Pakhus, Mødrehjælpen, Fyns Almennyttige Boligselskab, Odense Håndbold, Kunstmuseum Brandts, Papas Papbar og mange af byens kirker.

Det gør mig rigtig stolt, at så mange aktører på kryds og tværs af Odense har tilsluttet sig Ensomhedscharter Odense og dermed comitter sig til at bekæmpe ensomhed i byen. Det er især dejligt, fordi tallene jo desværre er gået den forkerte vej. Samtidig er det er også vigtigt for mig at sige, at alle, også privatpersoner og små erhvervsdrivende, er velkomne i Ensomhedscharter Odense. Det kræver ikke et veletableret navn at være med, det er viljen og lysten til at gøre en forskel, der betyder mest.

Brian Dybro, rådmand for ældre- og handicapområdet.

Sådan bliver man frivillig på team Social Connectors

Hvis man har spørgsmål til frivillig-teamet Social Connectors, kan man skrive til: volunteer@tinderbox.dk 

Hvis man ønsker at tilmelde sig frivillig-teamet Social Connectors, kan man gøre det ved at klikke her.

MitOdense – det, der samler os

Louise Bech er People Manager hos Tinderbox og ophavskvinde til det nye frivilliginitiativ på Tinderbox.