Tredje og sidste dag på Tinderbox 2026 begyndte med bagende sol og temperaturer på omkring 35 grader. Fra de første koncerter var det tydeligt, at publikum endnu en gang var klar til en stor festivaldag, selv om varmen var en udfordring.
Det fynske band Kalaset fra Middelfart satte gang i festen fra start. Med masser af energi og et tempofyldt show fik de hævet temperaturen endnu et nøk og viste endnu en gang, hvorfor de er blevet et af de mest underholdende livebands på den danske musikscene.



Varmen prægede hele festivalpladsen. Vandposterne var konstant omgivet af tørstige festivalgæster, mens skovområderne blev et populært tilflugtssted i skyggen. Ved Magicbox var soppebassinet fyldt med gæster, der kølede fødderne eller satte sig helt ned i vandet for at få et pusterum.






Men midt på eftermiddagen ændrede alt sig.
En voldsom storm med kraftig regn, torden og utallige lyn rullede ind over Tusindårsskoven. Store pavilloner væltede, folk skreg, og festivalgæster søgte hurtigt ly under telte og overdækninger. Alligevel var det fællesskabet, der kom til at stå stærkest. Fremmede rykkede sammen, gjorde plads til hinanden og hjalp, hvor de kunne.



Al musik blev midlertidigt aflyst, og indgangen til festivalen blev lukket. Men den gode stemning forsvandt ikke. Rundt omkring under teltene lød den velkendte “lå lå lå lå lå lå lå lå”-sang, mens publikum ventede på, at uvejret skulle drive videre.
Efter et relativt kort, men intenst uvejr kunne festen fortsætte.




Ved Magicbox vendte bassen tilbage med fuld kraft, næsten som en forlængelse af tordenvejret. Miss Monique og Boris Brejcha leverede elektroniske oplevelser, der løftede stemningen endnu en gang.










Og Thomas Helmig samlede tusindvis af mennesker til kæmpe fællessang.
Festivalens sidste koncert med Tobias Rahim blev dog dramatisk. Endnu et kraftigt uvejr med blæst, hagl, lyn og torden ramte området, og festivalledelsen blev nødt til at lukke Tinderbox før tid af hensyn til sikkerheden.

Dermed sluttede Tinderbox 2026 på en måde, som de færreste havde forestillet sig. Festivalen bød på hedebølge, skybrud, torden og masser af sammenhold. Måske bliver den ikke kun husket som Tinderbox 2026. Måske bliver den husket som Thunderbox.
Vi ses på Tinderbox og Magicbox 2027 – find early bird billetter her fra kl. 12.












MitOdense – det, der samler os