fbpx

Tre dage med musik, fællesskab og mindeværdige øjeblikke var rammen for rekordmange glade gæster i Tusindårsskoven. 

Fra første tone torsdag eftermiddag stod det klart, at publikum var klar til at skabe en fest. Weekenden bød på lidt af det hele fra den danske sommer – fra regnslag og festivalstemning under gråt skydække torsdag til solskin og sommerglæde resten af weekenden.

Musikprogrammet har budt på stærke oplevelser fra både danske og internationale artister, og festen foran scenerne har været præget af begejstring, fællessang og dans. Med både koncerter under teltdugen med talenter som Simone Tang, Ella Augusta og August Høyen, en kavalkade af anerkendte DJs på Magicbox og storslåede shows med Kylie Minogue og Green Day har årets program spændt vidt – og publikum har taget det hele til sig.

Særligt bemærkelsesværdigt har været årets enorme fremmøde. Flere gæster end nogensinde før har fundet vej til Odense for at være en del af Tinderbox, og det har kun bidraget til en endnu større festivaloplevelse.

Vi har haft udsolgt på vores partoutbilletter siden starten af året og derfor tidligere end nogensinde før. Det er en kæmpe tillidserklæring fra vores publikum. Der har været op mod 50.000 gæster på pladsen hver dag, og vi er glade for at få lov til at samle så mange mennesker om musikken og er taknemmelige for den enorme opbakning, som vi altid oplever her i Odense.

Festivalchef Brian Nielsen

Den tiende Tinderbox i 2026

Med endnu en vellykket udgave i ryggen ser teamet bag Tinderbox nu frem mod næste år, hvor festivalen afholdes for tiende gang i Tusindårsskoven. Med fortsatte ambitioner om at udvikle Tinderbox er planlægningen allerede i gang. Publikum kan forvente både overraskelser og gensyn, når festivalen runder det første skarpe hjørne i 2026.

Early Bird-billetter i salg søndag.

De mest dedikerede festivalgængere kan allerede i dag – søndag d. 29. juni kl. 12 – sikre sig adgang til Tinderbox 2026, når det populære Early Bird-salg åbner. Billetterne sælges til en fordelagtig pris og er kun tilgængelige i 48 timer via tinderbox.dk.

Tinderbox 2026 finder sted den 25.-27. juni 2026.

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere