fbpx
Odense MitOdense

MitOdense – det, der samler os

MitOdense er influencer i Odense,
der bringer nyheder for Odenseanere. 

Læs her under og følg med på MitOdense Instagram og Facebook for flere spændende historier.

Femø, Fejø og Strynø kan blive Årets Ø 2022. De tre øer er udvalgt af komitéen for Årets Ø og er dermed med i slutrunden om at blive Årets Ø 2022, herunder en præmiesum på 50.000 kr. til gavn for øens fortsatte udvikling.

Kåringen af Årets Ø 2022 sker med udgangspunkt i temaet ”Fællesskab som drivkraft for lokal ø-udvikling”. Partnerskabet bag Årets Ø, som består af Forenet Kredit, Sammenslutningen af Danske Småøer og Landdistrikternes Fællesråd, besøger de tre finalister, Femø, Fejø og Strynø i løbet af marts måned. Vinderøen bliver fejret ved en stor kåringsfest i maj.

Det er et imponerende engagement og fællesskab, der karakteriserer livet på de danske øer. Det afspejler sig i ansøgningerne til Årets Ø, hvor vi har udvalgt tre øer: Femø, Fejø og Strynø. Tre øer, der udmærker sig ved, at deres fællesskab er den afgørende drivkraft for udviklingen af ø-samfund. Vi i komitéen for Årets Ø glæder os til at besøge øerne og høre mere om de gode erfaringer, der kan være til inspiration for andre ø-samfund.

Mette Ravn, formand for komitéen for Årets Ø og bestyrelsesmedlem i Forenet Kredit.

Med prisen for Årets Ø ønsker partnerskabet bag Årets Ø at sætte fokus på lokalsamfundene på de danske øer, så både beboere, gæster og andre interessenter får lyst til at gøre en ekstra indsats for øerne. Prisen blev uddelt første gang i 2020. Hovedprisen er 50.000 kr., mens 2. og 3. pladsen modtager 25.000 kroner. Alle danske øer uden fast broforbindelse har haft mulighed for ansøge om at vinde titlen som Årets Ø 2022. Læs mere om Årets Ø og komitéen her.

Komitéen besøger Femø og Fejø den 28. marts og Strynø den 21. marts.

Årets finalister

Fejø er et helårssamfund med ca. 460 fastboende. Øen ligger i Smålandsfarvandet nord for Lolland og er en del af Lolland Kommune. Fejø er nomineret på baggrund af, at det gennem fælles indsats på øen er lykkedes at skabe stor aktivitet og udvikling, men mest iøjnefaldende er fællesskabet, der kommer til udtryk gennem fastholdelse af egen skole, daginstitution, købmand, kirke og læge. Et fællesskab som desuden tiltrækker tilflyttere til øen.

Desuden betyder turismen meget for, at Fejø kan fastholde færgeafgange og have et regulært forretningsgrundlag for butikker og turisterhverv på øen. Sammen med Femø og Askø udgør Fejø en del af ’Æbleøerne’, der har en samlet ambition om at styrke turismen. Det sker via fælles markedsføring, fælles gastro-events og sæsonudvidelse i det hele taget. Således rækker fællesskabet også ud til naboøerne, som er del af en fælles stærk kulturhistorie, blandt andet indenfor frugtavl.

Femø
Femø er ligeledes en ø i Smålandsfarvandet og en del af Lolland Kommune med i alt ca. 121 indbyggere. Femø er nomineret på baggrund af ø-fællesskabets indsats med både at fastholde og skabe nye aktiviteter i 2021, hvor coronaepandemien gav sine udfordringer. Beboerne på Femø har stået sammen om blandt andet at etablere andelsbutikken Havnehøkeren, som både er en bæredygtig butik og et samlingspunkt for hele øen.

Havnen på Femø er også et samlingspunkt for øen. Her er der udarbejdet et forslag til en ny havneplan, der kan sikre havnens fremtid. Derudover byder Femø på en lang række andre aktiviteter, blandt andet med udgangspunkt i bygningen Stenbideren, hvor der er et ’naturrum’ med grej, man kan leje til alskens aktiviteter. I 2021 havde Kvindelejren på Femø 50 års jubilæum. Kvindelejren har en helt særlig rolle i Danmarkshistorien.

Strynø
Strynø ligger syd for Tåsinge mellem Langeland og Ærø i Langeland Kommune. Strynø er en mangfoldig ø med 200 beboere i alle aldersgrupper og med mange forskellige etniciteter og kulturelle baggrunde. De mange praktiske, sociale og kulturelle fællesskaber afspejler og bestyrker øens styrke: At mange mennesker med mange forskellige baggrunde kan indgå i fællesskaber og videreudvikle øen.

Begrundelsen for at indstille Strynø som nomineret til Årets Ø er det specielle fællesskab, som er arvet over tid på Strynø. Fællesskabet har blandt andet bidraget til skolens, vuggestuens, børnehavens og købmandens overlevelse. Desuden bliver fællesskaberne underbygget af øens mangle aktiviteter, blandt andet en lokalskole, der også fungerer som et aktivt kulturhus samt Øhavets Smakke- og Naturcenter, Filmklub, Strynø Litterære Forening og Strynøs aftenskole.

MitOdense – det, der samler os