fbpx
Odense MitOdense

MitOdense – det, der samler os

MitOdense er influencer i Odense,
der bringer nyheder for Odenseanere. 

Læs her under og følg med på MitOdense Instagram og Facebook for flere spændende historier.

Arbejdet med at etablere supercykelstier på Hjallesevej, Odensevej og Svendborgvej er i gang.

I alt 5,5 km cykelstier eller cykelbaner opgraderes til supercykelstier på en af Odenses vigtigste indfaldsveje fra syd.

Odense har i dag 50 km supercykelstier, og nu får de bløde trafikanter yderligere 5,5 km af cyklisternes svar på en motorvej. Udbygningen af byens netværk af supercykelstier er en prioriteret indsats i Odense Kommunes Handlingsplan for mobilitet og byrum.

Odense skal være klimaneutral senest i 2030. En af de knapper, der kan skrues på for at mindske CO2-udledningen, er at få flere til at vælge cyklen. Derfor forbedrer vi skridt for skridt forholdene for cyklister, så det bliver nemmere, hurtigere og mere sikkert at komme gennem byen. En udvidelse af nettet af supercykelstier er et vigtigt redskab i den grønne omstilling.

By- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt

Plads til de populære ladcykler

En supercykelsti er en rute, der har mere at byde på end en normal cykelsti. Supercykelstierne er bredere og dermed mere fremkommelige og mere sikre at cykle på. De brede supercykelstier er bedre gearet til det stigende antal ladcykler og elcykler, som er særligt populære i de store byer. Belægningen på supercykelstien er i god stand, og der er så få og korte stop undervejs som muligt. Derudover får man som cyklist lidt ekstra med på turen på en supercykelsti. Undervejs på ruten kan man fx møde pumper eller cyklistgelænder, som man kan støtte sig til, når man holder for rødt, så man kan holde balancen uden at stå af cyklen.

Arbejdet med at etablere nye supercykelstier på Hjallesevej, Odensevej og Svendborgvej er begyndt og varer frem til sommeren 2022. Der etableres supercykelstier i begge retninger på strækningen mellem Allégade og Energivej. Herudover sikres en række krydsninger, så trafiksikkerheden forbedres for cyklister. Der bliver etableret gennemførte fortove ved otte sideveje på strækningen, ligesom der bliver venstresving forbudt fra en række sideveje. Begge dele forbedrer sikkerheden for cyklisterne.

Grønt indtryk 

På Svendborgvej på strækningen mellem Odensevej og Sivlandvænget etableres der grønne bede med træer og planter til håndtering af regnvand. Det giver et grønt indtryk på strækningen. De 22 busstoppesteder på strækningen indrettes desuden til de nye, lange led-busser, og ved de fleste får både cyklister og buspassagerer bedre forhold.

Supercykelstierne på Hjallesevej, Odensevej og Svendborgvej koster samlet 16,9 mio. kr. Odense Kommunes egenfinansiering udgør 10,0 mio. kr., og resten er finansieret af Vejdirektoratets pulje for cykelfremme. Projektet indeholder også forbedringer af busstoppestederne, som støttes af Bygningsstyrelsen, og regnbede, som betales af Vandcenter Syd.

MitOdense – det, der samler os