Der er fundet muselort hos Storms Pakhus, hvilket har fået Pakhuset til at lukke ned til torsdag
Storms Pakhus fortæller følgende:
“LUKKET INDTIL TORSDAG? WHAT? Blev der ikk’ sagt DRAMA SLUT? Jo, men til alle gode historier hører lidt for ofte en elendig to’er. Her til morgen troppede fødevarestyrelsen op med et helt fodboldhold i flotte hvide uniformer. Hatten af for dem, de formår at gå behændigt og grundigt til værks. Hver en sten blev vendt.
FULD TRANSPARENS. Der blev fundet en beskeden mængde muselort, sidste uges ihærdige rengøringsindsats til trods for. Der blev fundet 2 stk. muselort under pejsen. 4 stk. muselort inde bag en metalvæg i “Drivhuset”. 5 stk. muselort bag et pyntehegn. Ikke mindst blev der fundet muselort på loftet (aka “event-lageret”) i et (af mennesker) sjældent besøgt hjørne. Thats it. Se billeder. Sikke noget lort.
INGEN LEVENDE MUS. Dog er en enkelt muselort, uanset hvor i bygningen den findes – jf. fødevarestyrelsens regler – nok. Paradoksalt nok er Pakhuset ikke tvangslukket. Det har vi selv gjort – frivilligt. Fødevarestyrelsen lukkede samtlige barer og (næsten) alle madboder. Ikke på baggrund af noget forfærdende, nej, men fordi de selvsagt ikke kan leve op til det pludselige krav om skadedyrssikring.
I DE SIDSTE 5 ÅR faldt skadedyrssikringen ene og alene på Pakhuset (som hus) – og ikke de enkelte madboder. Da henholdsvis mus og nu også efterladenskaber fra mus er fundet indenfor, har fødevarestyrelsen konkluderet, at det ikke længere er muligt, at skadedyrssikre Pakhuset som helhed. Derfor bliver dette ansvar i stedet fremover påbudt den enkelte madbod – og barer. Med øjeblikkelig virkning.
Skadedyrssikring = “hermetisk” lukket. Det er jo lidt af en interessant størrelse for et gammelt hurlumhejhus bygget op omkring et åbent containermiljø, men regler er ikke desto mindre regler – og vi elsker vores glade smileys.
Så. Arbejd, arbejd. Det er det vi skal i gang med nu. Individuel skadedyrssikring. Når de enkelte madboder – og barer – er hermetisk lukket “nok”, så åbner vi igen.
Fødevarestyrelsen står med den endelige afgørelse, men vi tør godt allerede nu stile hårdnakket efter, at det bliver på TORSDAG KL. 11:00.
Og ja venner, samtlige muselort har fået en tur med støvsugeren. Drama slut?”
MitOdense – det, der samler os