Den 27. oktober får Danmark et nyt digitalt besøgscenter, der vil bidrage til at styrke den samlede fortælling og internationale promovering af danske sundhedsløsninger overfor udenlandske beslutningstagere.
Internationale beslutningstagere viser stor interesse for udviklingen i det danske sundhedsvæsen og for de danske styrkepositioner inden for sundhed og velfærd. Interessen kan blandt andet ses gennem en stigende efterspørgsel efter danske produkter. Både det fysiske og det digitale besøgscenter skal bidrage til yderligere stimulering af denne efterspørgsel, og dermed øge erhvervslivets konkurrenceevne og bane vejen for nye eksportaftaler for danske virksomheder.
Healthcare DENMARK blev som del af genstartspakken for dansk økonomi under COVID-19 tilgodeset med 2,5 mio. kr. fra Erhvervsministeriet til udvikling af et digitalt besøgscenter, der kan fungere som udstillingsvindue af innovative danske sundhedsløsninger internationalt.
Vi har glædet os meget til denne dag. Nu kan vi endelig tage det nye digitale besøgscenter i brug og præsentere fortællingen om det danske sundhedsvæsen som en virtuel oplevelse for vores internationale delegationer. Vi er meget stolte over, at Erhvervsministeriet bevilgede 2,5 mio. kr. til udvikling af dette fantastiske projekt.
Jakob Skaarup Nielsen, direktør, Healthcare DENMARK.
Det digitale besøgscenters hovedrum er inspireret af det fysiske besøgscenter Nation of Health, og har derudover en række tematiserede rum med fokus på danske styrkepositioner indenfor sundhedsområdet. Gennem en virtuel oplevelse kan det digitale besøgscenter både præsentere den brede og den mere emnespecifikke fortælling om det danske sundhedsvæsen.
Lanceringen af det digitale besøgscenter vil samtidig markere en relancering af det fysiske besøgscenter Nation of Health, der blev indviet den 28. oktober 2020 under Corona-restriktioner. Det digitale besøgscenter skal skabe yderligere kontakt og dialog mellem internationale beslutningstagere, danske virksomheder og danske aktører på sundhedsområdet. Ved lanceringen deltager regionsrådsformand for Region Syddanmark Stephanie Lose.
Det er Healthcare DENMARK og Industriens Fond, der i fællesskab har etableret det nationale besøgscenter Nation of Health i Forskerparken i Odense. Det er sket i samarbejde med Syddansk Universitet, UCL, Region Syddanmark og Odense Kommune. Placeringen er oplagt, for i Forskerparken er der rig mulighed for interaktion og udnyttelse af synergier mellem nationale og lokale aktører, fx Medcom og Sundhed.dk. Og så er man helt tæt på Nyt OUH – det største nybyggede sygehus i Danmark.
MitOdense – det, der samler os
