I efterårsferien har Møntergårdens arkæologer i Odense foretaget en lille arkæologisk udgravning næsten lige uden for museets dør.
Sortebrødre Klostrets kirkegård lå her i middelalderen (den var i brug fra ca. 1250-1600), og nede mellem de moderne fjernvarmerør dukkede fire grave med skeletter op.

Mens efterårsbladene dalede ned, blev skeletterne gravet frem og registreret.
En af gravene, som nok er fra 1500-tallet, var særligt rørende: Her var en voksen mand og et lille spædbarn lagt i samme grav. Barnet var placeret op ad mandens højre lår. Måske har man tænkt, at det lille barn skulle have en voksen følgesvend i det hinsides.
MitOdense – det, der samler os
