Søndag den 28. september forvandles Odense til én stor løbescene, når HCA Marathon fejrer sit 25-års jubilæum. Startskuddet lyder kl. 10.00 fra både Odense Idrætspark og Flakhaven, og herfra breder løberne og den gode stemning sig gennem byens gader.
En by i bevægelse
Marathonruten er en 21,097 km rundstrækning, som løberne gennemfører to gange på fuld distance. Den tager deltagerne forbi flere af Odenses mest kendte kvarterer og seværdigheder: langs Odense Kanal, gennem Skibhuskvarteret, rundt i bymidten og forbi patriciervillaerne i Hunderupkvarteret.
Undervejs kan løberne se frem til otte depoter, mere end 20 hotspots og masser af hep fra byens borgere. Ruten er DAF-IAAF opmålt og anerkendt af A.I.M.S., hvilket gør den både officiel og velegnet som debutløb.
Trafik og afspærringer
Med et stort bymarathon følger også ændringer i trafikken. Allerede fra kl. 5.30 søndag morgen begynder afspærringsarbejdet, og kl. 8.30 lukkes de berørte områder ned. Først omkring kl. 16.00 ventes trafikken at være tilbage til normalen.
De største ændringer sker i centrum samt kvartererne Odense V, M, Skibhuskvarteret og Kochsgadekvarteret. Enkelte veje bliver ensrettede, mens andre spærres helt. Bor du i centrum og skal bruge bil i løbsperioden, anbefales det at parkere uden for ruten.
Overvej at tage cyklen, gå eller benytte offentlig transport på dagen.
Eksempler på berørte veje
Odense C: Vesterbro, Vestergade, Vindegade, Pantheonsgade og dele af Nørregade spærres eller reguleres.
Odense M: Læssøegade, Jagtvej, Lahnsgade, Kastanievej og Sadolinsgade får ændret trafik.
Skibhuskvarteret: Windelsvej, Egebæksvej og Skibhusvej lukkes delvist.
Kochsgadekvarteret: Trafikregulering ved indkørsel fra Thomas B. Thriges Gade / Østre Stationsvej.
En fuld rutebeskrivelse og detaljeret oversigt over afspærringer findes på HCA Marathons hjemmeside.

Fest for hele byen
HCA Marathon er mere end et løb – det er en folkefest, hvor hele Odense er med. Fra de hurtige eliteløbere til de mange motionister og tilskuere, der skaber stemningen langs ruten.
Så uanset om du selv snører løbeskoene, står klar med en ko-klokke langs vejen eller blot planlægger din søndagstrafik, bliver det en dag, hvor Odense summer af liv og bevægelse.
MitOdense – det, der samler os