fbpx

Til sommer er det slut med Restaurant No. 61, som har vundet flere priser til Odense gennem de 12 år, de har eksisteret.

Ejer af Restaurant No. 61, Martin Pilsmark siger følgende:

Kære alle

Efter 12 fantastiske år på hjørnet i Kongensgade har jeg besluttet, at der skal ske noget nyt med mit hjertebarn, Restaurant no. 61.

Det er blevet tid til at sætte et punktum og skrive det næste kapitel i historien om no.61.
Efter alle årene har jeg nye drømme, og en lyst til at gøre tingene lidt anderledes.

Det bliver ikke på hjørnet i Kongensgade, og jeg vil gerne fortælle jer, at jeg har besluttet mig for permanent at lukke Restaurant no.61 i Kongensgade pr. 1. juni 2023

Jeg er endnu ikke klar til at præsentere et nyt koncept, men det er min tanke at orientere mig i retning af mindre selskaber, events med mere, og give folk en anden spiseoplevelse i mere intime rammer.
For no.61 og jeg er slet ikke færdig med at lave mad og skænke god vin. Meget mere om det på et senere tidspunkt.

Tiden i Kongensgade har fra første dag været en fantastisk rejse og lidt af et personligt eventyr for mig. Beslutningen er meget velovervejet og taget med et ønske om at slutte et godt sted, og det er mit håb, at årene i Kongensgade 61 på den måde kan stå som et godt minde for alle de dejlige mennesker, der har været ansat gennem tiden og bidraget til at gøre Restaurant no.61 til noget helt særligt.

I ved, hvem I er. Tak!

Jeg vil også gerne sige tak til de gæster, som har besøgt Restaurant no.61 igennem de seneste 12 år. Det har været en fornøjelse at lave mad til jer – og en ære at have været vært for alle de store mærkedage, som I har valgt at fejre med jeres kære hos os. Tak for mange gode oplevelser. Tak for tilliden.

Jeg slog dørene op til en spæd og spirende madscene i Odense i 2010, og det har været en stor personlig glæde for mig at opleve byens gastronomiske opblomstring frem til nu. Min kærlighed til gastronomien er ikke blevet mindre med årene, og jeg håber, at jeg får mulighed til at lave mad til mange af jer igen!

Restauranten er stadig åbent som normalt frem til sommer, og jeg håber selvfølgelig, at I vil kigge forbi til et måltid mad og et godt glas vin.

Kærlig hilsen

Martin

Martin Pilsmark, Restaurant No. 61

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere