fbpx

Vi elsker Odense og alle de unikke steder rundt om på Fyn, men derfor vil vi gerne ud og opleve resten af verden. Men hvornår? Det har MitOdense medlem ausfahrt.com reflekteret over

Skrevet af Michael Blohm, Ejer af enmandsfirmaet ausfahrt.com i Odense.

Et af de helt store spørgsmål, som man kan stille sig selv, nu vaccinationerne mod Corona er gået i gang er, hvornår vender normaliteten tilbage og hvornår kan vi så begynde at rejse igen?

Og ikke mindst vil det fremover kræve, at man har et coronapas for f.eks. at komme på en fly- eller en busrejse eller for at bo på hotel?

Ingen ved det rigtig endnu og eksperterne ser meget forskelligt på det også i de forskellige EU-lande.

Nu beskæftiger jeg mig med rejser til Tyskland men i mit netværk er der også mange, som sender gæster til resten af verden og heller ikke de ved, hvordan året kommer til at se ud.

Faktum er dog allerede nu, at flere af mine kollegaer er gået konkurs, andre er blevet opkøbt og andre har skilt sig af med det dårlige selskab og startet et nyt efter corona har ødelagt deres virksomhed.

Jeg besluttede allerede i marts, at en virus ikke skulle ødelægge min livsdrøm, men året har været utroligt hårdt og man hører jo tit, at regeringens hjælpepakker holder os i live, men faktum er, at 23.000,- ikke rækker langt til løn, faste omkostninger, udvikling af sin forretning m.v. Det har været lidt som at tisse i bukserne og håbe, at varmen kommer igen på et tidspunkt.

Heldigvis har jeg en lille bank, som støtter op om iværksættere som mig og som har kunnet se udviklingen i mit firma over tid. 2021 har jeg 10års jubilæum. Det bliver helt sikkert heller ikke et år, som kommer til at blive fejret, men det kan kun gå fremad.

Vi snakker ofte om, at vi skal huske at handle dansk og støtte danske virksomheder. Booking.com, hotels.com m.fl. er ikke danske og de giver ingen danske arbejdspladser, som mange tror og så er de ikke altid så billige, som mange ligeledes tror.

Man skal støtte de danske rejsebureauer, som betaler dansk moms og dansk skat og som arbejder for at skabe arbejdspladser i Danmark. Det vil være et godt udgangspunkt for den næste rejse.

Vi arbejder alle for, at man får en god ferie. Nuvel, der kan ske fejl, det er trods alt mennesker, som man arbejder med. Men udlængsel, det har alle, det mærker jeg også på mine egne kunder og følgere på de sociale medier.

Rüdesheim Rhein

Men hvad tror jeg så, bliver tendensen i 2021?
Jo, jeg tror, man igen vil vælge det nære, som også indbefatter ferie i Danmark, Tyskland, Sverige, Norge, Østrig m.v. Steder, som man kan køre til i bil. På den måde undgår man også at være sammen med en masse andre mennesker på turen, hvilket vi jo har set, har været en af de største udfordringer i det forgangne år for smittens spredning. Derudover har man også lært at værdsætte det at rejse og ikke længere tage det for givet.

Derudover vil man som i juni og juli vælge rejsemål og hoteller, som ligger lidt afsides fra storbyerne, hvor der er højt til loftet, hvor man selv vælger, hvor meget man vil blande sig i dagligdagen og så tror jeg også, at vandreferien vil slå igennem for alvor i 2021 i disse lande. Man kommer ud i den friske luft, er få mennesker sammen, får en masse oplevelser, gør noget godt for sin sundhed, oplever nærheden og roen med dem, man vandrer med og ikke mindst oplever man naturen, som den er i det pågældende land.

Derudover tror jeg også, at man vil vælge mange miniferier over året og ikke et par enkelte lange ophold. På den måde kan man opleve mere, man kan tage på en wellnessweekend eller opleve eksempelvis en tysk Michelinstjernerestaurant.

Men overlever alle hotellerne rundt omkring?
Nej, det gør de ikke. Flere af mine samarbejdspartnere er allerede lukket fordi man har erkendt, at eksempelvis erhvervsrejseturismen aldrig bliver det samme igen, som den var før Corona. Og først når man ved, hvor mange turister, som igen tør tage på ferie ved man, hvor mange vil overleve. Mange har brugt hele deres opsparing i 2020 og dermed også det, som skulle gå til renovering og pension.

Det gør ondt i mit hjerte hver gang, jeg ser et lille familieforetagende, går nedenom og man mister alt det, som man har arbejdet for i måske de sidste 40 år. Der kan store kæder bedre klare sig med deres investorer.

Men ja, vi kommer til at få mulighed for at rejse igen i 2021. Måske ikke til hele verden med det samme, men langsomt vil verden igen åbne op.

Tyskland, som jeg sender mine gæster til forventer, at en stor del er normaliseret inden påske, hvor man i Danmark er lidt mere pessimistisk.

Personligt glæder jeg mig til det hele går i gang igen og jeg igen får snakket med en masse kunder og får dem givet en masse gode oplevelser.

Skal jeg fremhæve noget, som nok igen i år bliver en sællert, så er det ferie på vingård, ophold ved Rhinen og Mosel, da man her kan kombinere wellness, gastronomi, vinsmagninger, vandreture og storbybesøg på en gang og så ikke mindst, at man kan nå det hele inden for en kortere køretur.

Lad os krydse fingre for, at vaccinen virker, så vi igen kan komme ud at opleve verden.

Læs mere om www.ausfahrt.com her.

ausfahrt.com er medlem hos MitOdense. Se hele medlemslisten her.

MitOdense – det, der samler os