Der bliver skruet godt op for både motorer, hestekræfter og underholdning, når Auto Show 2026 igen ruller ind i Odense. Den 5. og 6. september bliver Odense Congress Center forvandlet til et mekka for bilentusiaster, når mere end 40.000 kvadratmeter fyldes med biler, motorsport og oplevelser.

Mere end 30.000 gæster ventes at tage turen til Odense, når Auto Show for ottende gang åbner dørene. Siden starten i 2017 har messen udviklet sig til Danmarks største bilmesse, og årets udgave byder på både nye biler, superbiler, klassikere, specialbyggede biler og masser af action.

Nye biler får premiere i Odense

Hvis du gerne vil være blandt de første til at opleve nogle af de nyeste biler på det danske marked, er der rig mulighed på Auto Show.
Blandt mærkerne på messen finder man blandt andre Aston Martin, Tesla, Xpeng, Zeekr, Renault, MG, Volvo, Polestar, KGM og Alpine.

Flere af bilerne kan desuden prøvekøres direkte fra messen. Og her bliver det ikke kun til en tur rundt på almindelige veje. Som noget ganske særligt får gæsterne mulighed for selv at sætte sig bag rattet i den elektriske Alpine A290 og prøve kræfter med den udendørs bane, der normalt er forbeholdt racerbiler.

Der er også flere spændende premierer på programmet. Zeekr 7GT, den helt nye Volvo EX60 og spritnye Xpeng L03 får premiere på Auto Show 2026.

Og hvis du er mere til biler, der får pulsen til at stige, kommer Aston Martin med den ekstreme Valhalla, mens Tesla giver de besøgende mulighed for at prøve Full Self-Driving på vejene omkring messecenteret.

Fra superbiler til specialbyggede kreationer

De fire store haller kommer til at være pakket med biler fra alle dele af bilverdenen.

Her kan man gå på opdagelse blandt eksklusive superbiler, klassiske biler og nogle af Skandinaviens mest gennemførte specialbiler. Der bliver samtidig mulighed for at kigge nærmere på udstyr og produkter til bilen, så måske er der også en god handel at tage med hjem.

På scenen bliver der ligeledes rig mulighed for at komme tættere på bilerne og menneskene bag. Mikkel Thomsager fra Bil Magasinet står for særlige præsentationer og får også ansvaret for den officielle kåring af Auto Design 2026.

Der bliver fart over feltet udenfor

Hvis de mange biler i hallerne ikke er nok, skal man bare bevæge sig udenfor.

I Sailun Live Arena bliver der skruet op for både lyd og tempo, når professionelle kørere fra Danmark og udlandet leverer køreshows.

Monster Energy har blandt andre englænderen Luke Woodham og franske Alexandre Claudin med, mens svenske Nils Leijer kommer med et noget anderledes køretøj. Han tager nemlig en ombygget Volvo-limousine med til Odense, som er bygget til drift.

Det lyder måske ikke som den mest oplagte driftbil. Men netop derfor er den værd at holde øje med.
På scenen kan publikum desuden møde flere kendte profiler fra bilverdenen, blandt andre Jørgen Strøjer, Joachim Stender og racerkøreren Luca Magnussen.

To dage med benzin, strøm og hestekræfter

Auto Show 2026 samler med andre ord både den klassiske bilverden og den nye tids biler i Odense.

Der bliver plads til alt fra elektriske nyheder og selvkørende teknologi til klassikere, superbiler, motorsport og specialbyggede biler. Og med aktiviteter både indenfor og udenfor er der lagt op til en weekend, hvor der bliver rigeligt at kigge på for både den hardcore bilentusiast og familien, der bare elsker flotte og anderledes biler.

Auto Show 2026 finder sted den 5.-6. september i Odense Congress Center på Ørbækvej 350 i Odense.

Find billetter her

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere