En af Odenses hyggelige mad- og vinbarer gør snart klar til at slå dørene op i nye omgivelser midt i byens kulturliv.
Vinbaren Carlos & Diego’s flytter nemlig ind i Brandts Passage i Brandts Klædefabrik, hvor gæster fra den 7. maj kan nyde vin, små retter og afslappet stemning i nye rammer.
På få år har vinbaren opbygget en loyal gæsteskare i Odense med sit uformelle koncept, hvor gode vine, små delikate anretninger og en social atmosfære omkring bordet er i centrum. Vinkortet rummer mere end 300 vine, herunder et stort udvalg af naturvin, og stedet kan samtidig prale af at have Danmarks største sherrykort.
Menuen er inspireret af Sydeuropas køkken og består af små retter, der er skabt til at blive delt. Her kan man blandt andet finde Bellota-sortfodsskinke lagret i 48 måneder, sardiner, ansjoser, tatar og grillede grøntsager – alt sammen med fokus på gode råvarer og en afslappet spiseoplevelse.
Nyt liv i Brandts Passage
Bag vinbaren står Dennis Juhl Hansen, der har opkaldt stedet efter sine to sønner. Flytningen til Brandts kom egentlig lidt uventet.
Det var faktisk slet ikke planen, at vi skulle flytte. Men da jeg så det ledige lejemål midt i Brandts Passage, kunne jeg pludselig se nogle muligheder, som jeg simpelthen var nødt til at handle på.
Dennis Juhl Hansen
I de nye lokaler får vinbaren bedre plads til sit store udvalg af vine og mulighed for at udvikle konceptet yderligere.
Mere end bare vin og mad
Med flytningen følger også nye planer. Carlos & Diego’s vil fremover tilbyde morgen- og middagsservering fra tirsdag til lørdag samt åbent torsdag og fredag aften. På sigt er ambitionen at udvide med flere aftenåbninger og forskellige vin- og madarrangementer.
Ambitionen er at skabe et sted med ro og nærvær midt i byen – et sted hvor man kan sætte tempoet ned, læse avisen, tale sammen og nyde et glas vin.
Samtidig vil vinbaren engagere sig socialt i Odense. Nogle arrangementer skal nemlig være med til at samle penge ind til sociale formål eller skabe fællesskab for mennesker, der har brug for det.
Passer perfekt ind i Brandts
Hos Brandts Klædefabrik glæder man sig også til at få den nye vinbar ind i området.
Deres koncept med gode vine, lækre delikatesser samt en afslappet og venlig atmosfære passer perfekt til områdets DNA.
Områdechef, Brandts Klædefabrik, Rikke From Larsen.
Hvis alt går efter planen, kan odenseanerne altså sætte kryds i kalenderen den 7. maj 2026, hvor Carlos & Diego’s åbner i Brandts Passage 27.
MitOdense – det, der samler os