100 ekstra pladser til vuggestue- og børnehavebørn i Odense SV er nu på vej. Børnene får efter planen fælles adresse på Athenevænget med ca. 290 medarbejdere i hjemmeplejen, som også flytter derud.
Kommunen slår to fluer med ét smæk og sikrer både bedre arbejdsforhold for medarbejderne i hjemmeplejen og etablerer nye dagtilbudspladser i Odense SV.
I dag lyder der måske et enkelt “av” i lokalerne på Athenevænget 2-4, når en nål ryger ind i overarmen på en fynbo, der bliver vaccineret mod covid-19 i vaccinationscenteret. Men fremover vil også glade stemmer fra legende børn genlyde på adressen. Det er planen efter, at Odense Kommune har fået option på at købe den tidligere skolebygning med henblik på at ombygge den til nye formål.
Nogle af de flere end 6000 kvadratmeter skal efter planen omdannes til lyst og moderne børnehus med gode udearealer. I alt bliver der plads til omkring 100 børn opdelt i mindre grupper, der er trygt og overskueligt.
Andre lokaler er tiltænkt de ca. 290 medarbejdere, der hører til i den udkørende hjemmepleje i Odense SV. Der er i øjeblikket et akut behov for mere plads og lokaler til det plejepersonale, der skal hjælpe det stigende antal ældre i Odense. Løsningen med Athenevænget vil få stor betydning for medarbejdernes trivsel og arbejdsmiljø.
Nyt børnehus aflaster et stort område
Når familier har lyst til at bosætte sig i Odense og ovenikøbet få flere børn, så medfølger der naturligt også et behov for flere pladser, hvor lille Elvira og Anton kan tilbringe dagtimerne med at lege og lære. Derfor har Børn- og Ungeforvaltningen løbende holdt øje med det fremtidige behov for pladser, og byrådet har i 2020 besluttet, at der skulle etableres flere børnehuse frem mod 2030, blandt andet i Odense SV. Efter at have afsøgt flere lokaliteter er valget nu faldet på Athenevænget.
Med sin centrale placering i Odense SV dækker børnehuset på Athenevænget et stort geografisk område. Børnehuset vil samtidigt kunne lette presset på de eksisterende børnehuse i de omkringliggende bydele og lokalområder.
Der er gode adgangsveje for både biler og cyklende blandt andet via et veludbygget stisystem, som forbinder børnehuset med andre lokalområder.
Børnehuset bliver indrettet, så de omkring 36 vuggestuebørn og 64 børnehavebørn vil have en tryg hverdag i mindre grupper. Med mange forskellige pædagogiske kompetencer samlet på et sted, vil der være et fagligt stærkt miljø for medarbejdere, så børnene oplever en bred vifte af tilbud.
Det er ikke ofte, at man får lov at indrette et helt nyt børnehus, hvor man lægger sine værdier og visioner for de yngste ind fra starten. Mine handler om tryghed, leg og glade barnestemmer. Mange børn er i deres børnehus de fleste af deres vågne timer. Jeg ser det som vores pligt at gøre det trygt og hjemligt – et sted hvor man kan tage det roligt, men samtidig også et spændende og udfordrende sted, hvor man kan være på opdagelse.
Børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen.
Der er mange store og lyse lokaler til rådighed, der er velegnede til grupperum for både børn og voksne, lige som at de udendørs forhold omkring bygningen giver god mulighed for at etablere spændende miljøer at lege og lære i. Og med stisystem, skov og rideskole tæt på er det oplagt, at børnene kommer på udflugter i nærområdet.
Bedre arbejdsmiljø for den udkørende hjemmepleje
Med budgetforliget i 2022 blev der afsat 93 mio. til at ansætte flere medarbejdere i ældreplejen. Men allerede i dag er der udfordringer med at finde egnede lokaler til personalet, så de har den nødvendige plads til omklædning, faglige møder og frokostpauser. De bedre forhold på Athenevænget vil forbedre arbejdsmiljøet og trivslen hos medarbejderne.
De kommende år vil flere og flere ældre få brug for vores hjælp. Det kræver, at vi rekrutterer mere personale, men også at vi kan fastholde de medarbejdere, vi allerede har. Derfor er det helt afgørende, at vi kan sikre medarbejderne nogle ordentlige arbejdsforhold og et godt arbejdsmiljø.
Ældre- og handicaprådmand Brian Dybro
I alt vil ca. 290 medarbejdere fra fem forskellige udkørende grupper få base på Athenevænget
I høring først
Bygningen på Athenevænget er oprindeligt bygget som folkeskole, men Klostermarkskolen lukkede i 1989. Siden har den blandt andet været benyttet til Social- og Sundhedsskole og altså senest vaccinationscenter. Region Syddanmark fortsætter foreløbigt i sit lejemål.
Nu forestår processen med at udarbejde en ny lokalplan og sende den i høring. Efter godkendelse af lokalplanen forventes de første børn og voksne at rykke ind efter sommerferien 2024.
MitOdense det, der samler os