Odense International Film Festival – bedre kendt som OFF – kan i år fejre hele 50 år som Danmarks ældste filmfestival. Det bliver markeret med et brag af et jubilæum, et rekordstort program og et gallashow i Odeon, når kortfilmsverdenens stjerner indtager byen fra 25. til 31. august 2025.
Hvad der i 1975 begyndte som en lille animationsfilmfestival i H.C. Andersens ånd, er i dag vokset til en af de vigtigste filmbegivenheder i Danmark – og den eneste festival herhjemme, der er kvalificerende til Oscar, EFA, BAFTA og Robert-prisen.
3.740 kortfilm – kun 163 slap igennem nåleøjet
Interessen er enorm: Hele 3.740 kortfilm er indsendt fra hele verden til OFF25, men kun 163 film fra 47 lande er udvalgt til årets konkurrenceprogram. Kortfilmene spænder vidt – fra poetiske animationer til dokumentarer og stærke fiktionsfilm om alt fra identitet og familie til sundhedsvæsen og retten til at bestemme over egen krop.
Årets kortfilm udstråler en fantastisk variation og høj kvalitet. Kortfilmene fungerer som et spejl på verden – og i år ser vi særligt mange, der beskæftiger sig med sundhedsvæsenet og abortdebatten.
Birgitte Weinberger, programansvarlig og kunstnerisk leder for OFF.
Kendte ansigter på det store lærred
Selvom OFF er kendt for at spotte nye talenter, vil publikum også møde mange etablerede skuespillere i årets film. Blandt andre Katrine Greis-Rosenthal, Neel Rønholt, Charlotte Fich, Jens Albinus, Carsten Bjørnlund og Karen-Lise Mynster gæster lærredet i Odense.
Mere end bare film
OFF er langt fra kun for filmnørder. Festivalen byder også på talks med folk fra branchen, open air-visninger, film for børn og unge, koncerter, workshops og sociale events. Jubilæumsåret kickstartes med et stort gallashow i Odeon mandag den 25. august.
Billetter
Partoutbillet: 350 kr.
Enkeltbillet: 50 kr.
Onlinevisning: 89 kr. for adgang til konkurrencefilm på OFFStream.dk i uge 35 og 36.
Billetter kan købes via filmfestival.dk.
MitOdense – det, der samler os