fbpx

SvømDanmark og dansk udspringssport runder en af de helt store milepæle, når det tiende verdensmesterskab i high diving starter i morgen. Odenseansk high diver er med og skriver dermed dansk VM-historie.

Annika Bornebusch bor i Odense og er springer i Svømmeklubben FREM Odense. Nu bliver hun bliver historiens første danske deltager ved VM i high diving. 

Med Annika Bornebusch på deltagerlisten er Danmark for første gang nogensinde repræsenteret, når mesterskabet starter i den japanske by, Fukuoka. 

Jeg føler mig klar og glæder mig vildt meget. Jeg har lige deltaget i en konkurrence på den græske ferieø Kreta, og det gik rigtig godt. Min træner og jeg har forberedt et nyt spring og gjort springserien en anelse sværere. Hvad det ender med point- og resultatmæssigt, må tiden vise, men jeg er ambitiøs og springer efter et godt dansk resultat.

Annika Bornebusch. 

Den 31-årige high diver er ankommet til Japan med endnu et friskt danmarksmesterskab i bagagen. Sammen med landstræner ved verdensmesterskabet, Mads Søndergaard, har teamet de seneste dage forberedt sig på konkurrencerne. 

Vi er så klar, som vi overhovedet kan være, og jeg forventer, det bliver de berømte marginaler, der afgør, hvordan det kommer til at gå. Dem kommer vi til at jagte, og så håber vi på et resultat, der er bedre eller på niveau med hendes seneste sammenlignelige konkurrencer.

Landstræner, Mads Søndergaard

Fra 10 til 20 meter på blot tre år 

Da SvømDanmark sammen med High Diving Denmark afholdt det første danmarksmesterskab på Gymnastikhøjskolen i Ollerup i 2020, troede ikke mange, at den ekstreme genre af udspringssporten ville udvikle sig så hurtigt i Danmark, som den har gjort. Især taget i betragtning af at Danmark er et af verdens fladeste lande, og High Diving ofte foregår udendørs for at finde de høje udspringssteder. 

Allerede tre år efter var Danmark repræsenteret med Annika Bornebusch og Jonas Madsen ved europamesterskabet, og nu gælder det så historiens første verdensmesterskab med dansk deltagelse. 

Da vi begyndte, havde Annika ikke et eneste spring fra 20 meter – nu står hun overfor at skulle springe fire. Det svarer til at starte med at dyrke skihop og pludselig skulle hoppe fra den helt store skihopbakke. Hun har kæmpet benhårdt for at nå hertil, og hun har skullet lære alt fra bunden, da hun ikke har en baggrund som eliteudspringer. Det er meget imponerende, og mange i high diving-miljøet finder forståeligt stor motivation i hendes historie.

Landstræner, Mads Søndergaard

Danmark ved VM i high diving 

  • Annika Bornebusch, Svømmeklubben FREM Odense 
  • Mads Søndergaard, landstræner 
  • Egill Ormarsson, dommer ved verdensmesterskaberne 

Kort om VM i high diving 

Verdensmesterskabet finder sted fra tirsdag den 25. juli til torsdag den 27. juli. Hver high diver springer fire spring, og summen af springenes point lægges til sidst sammen. Annika Bornebusch springer sine to første spring tirsdag klokken 04.30 (dansk tid) og sine to sidste spring onsdag klokken 05.00 (dansk tid). 

World Aquatics (tidligere FINA) har afholdt VM i high diving siden 2013. Inden da har danskere deltaget i uofficielle verdensmesterskaber f.eks. den danske Magnus Gardarsson, som vandt konkurrencerne tilbage i 2003. 

  • FAQ om high diving her
  • VM-resultater findes her
  • Se hvordan du kan følge mesterskabet her

På SvømDanmarks sociale medier dækker de den historiske begivenhed, så følg allerede nu med på Facebook og Instagram

Om Annika Bornebusch 

  • Født og opvokset i Køge.
  • Bor i Odense og træner til dagligt i Svømmeklubben FREM Odense.
  • Gik på Gymnastikhøjskolen i Ollerup, hvor hun fik øjnene op for udspring.
  • Ungdomsuddannelse: Køge Gymnasium.
  • Videregående uddannelse: Københavns Universitet.
  • Danmarksmester fire gange i træk. Bedste internationale resultat: 6. plads til EM i High Diving Rom 2022.
  • Favoritspring: Håndstand molberg halv salto i sammenbøjet position (631C eller ”håndstand mellemspring”). Danmarksmester i snowboarddisciplinen Big Air i 2018. 

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere