fbpx

Æggepriserne er eksploderet, og det får flere af de odenseanske haveejere til at købe høns. Ekspert vurderer, at op mod 125.000 danskere holder høns, og tallet stiger. Overvejer du at holde høns, er der dog en række ting, du bør have for øje.

Væsentlige prisstigninger har ramt ægget, og det får nu markant flere til at anskaffe sig høns som husdyr, der kan bidrage til husholdningen med den friske råvare. Carsten Blohm er formand for Dansk Fjerkræavlerforening for Raceavl, og han vurderer, at op mod 125.000 danskere i dag holder hobbyhøns, og at tallet i øjeblikket stiger støt.

Jeg kan ikke huske, at interessen nogensinde har været større for at få høns i haven, og jeg får adskillige henvendelser hver uge fra folk, som gerne vil i gang. Det skyldes sandsynligvis en kombination af de høje æggepriser, den stigende interesse for at leve grønt og bæredygtigt samt det glædelige ved, at man kan holde familien ved æg.

Carsten Blohm formand for Dansk Fjerkræavlerforening for Raceavl

202 procent stigning i Odense

I dyrecenteret hos Plantorama i Odense har man også bemærket hønsenes stigende popularitet, og i maj måned blev der her solgt hønsehuse og hønsefoder for 202 procent mere end samme måned sidste år.

Efterspørgslen har faktisk været støt stigende de seneste par år. Vi oplever, at flere gerne vil producere egne fødevarer og blive mere selvforsynende, og her i foråret er interessen for at holde høns virkelig røget i vejret.

René Zimmermann, dyreekspert i Plantorama

Må du holde høns?

Vil du have høns i haven, bør du sætte dig ind i reglerne på området, inden du drøner ud og køber de første og de bedste høns, du kan få fingre i. Bor du på landet, er der typisk ikke særlige restriktioner, men i byområder er der ofte regler, der skal efterleves, og her er det vigtigt, at man husker at tjekke med kommunen.

Vælg race efter behov

For nogle er de friske æg det vigtigste – for andre er det det hyggelige ved at have høns gående i haven, der trækker. Vær opmærksom på, hvad dit behov er, og undersøg, hvilken race der egner sig bedst. Nogle høns producerer væsentligt flere og større æg end andre, mens andre racer er bedre som hyggehøns, der kan gøres tamme. Der er også forskel på, hvor flyvelystne forskellige høns er og derfor, hvor egnede de er til at blive sluppet fri i haven.

Hane eller ej

Hanen larmer, og i nogle tilfælde er den ikke tilladt at have, og hvis du vil have et lille hønsehold, kan den sagtens undværes. Til gengæld er den god til at holde styr på flokken, hvis man skal have en større hønsegård med mere end tre-fire høns, som ellers let kan begynde at slås om, hvem der skal bestemme. Har man mulighed for det, er det en god idé en gang imellem at lukke høns ud i haven, hvor de kan hakke i jorden efter mælkebøtter og andet ukrudt, og også her sørger hanen for, at der er samling på flokken.

Undgå rotter

Tiloversblevne foderrester ved hønsehuset kan til stor frustration nemt tiltrække rotter. Heldigvis er det ligeledes let at komme problemet til livs. Undgå at sprede mere mad ud, end hønsene kan nå at spise, eller anvend et fodertrug, der er rottesikret. Hvis muligt er det også en god idé at hæve hønsehuset fra jorden, så nabolagets katte har fri passage nedenunder, og så rotterne ikke kan gemme sig.

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere