fbpx

Billetterne blev revet væk, da Odense ZOO inviterede Odenses skolebørn til forpremiere på helt ny julefilm. Nu åbner haven for flere pladser og inviterer børn fra hele Fyn.

ZOO-nisserne Zoofus og Zoofie er tilbage til årets Jul i Odense ZOO, og med sig har de en helt ny julefilm, som alle fynske indskolingsbørn nu bliver inviteret til forpremiere på.

Det gik nemlig gevaldigt hurtigt, da Odense ZOO inviterede Odenses skoler til den gratis forpremiere på filmen i Nordisk Film Biografer Odense. De 1.500 pladser blev revet væk i løbet af en uge, og derfor åbner ZOO nu for yderligere seks forestillinger, så endnu flere skoleklasser får chancen for både at møde Zoofus og Zoofie, se filmen og blive lidt klogere på dyr og natur.

Det er første gang, vi kaster os ud i en forpremiere, og vi blev blæst bagover af modtagelsen. Derfor er vi glade for, at vi nu kan åbne for, at endnu flere fynske børn i 0.-3. klasse kan få en hyggelig dag med dyr, nisser og naturformidling.

Danni Larsen, leder af formidlingsafdelingen i Odense ZOO.

I årets julefilm – den allerførste af sin slags fra Odense ZOO – vågner de to ZOO-nisser Zoofus og Zoofie for sent og står pludselig til at miste deres job, da de opdager, at noget magisk og mystisk er på spil i Odense ZOO. Foruden muligheden for at være blandt de første til at se, om de to nisser mon kan opklare, hvad der foregår, byder forpremiere-dagene også på masser af sjov og spændende viden om dyrene.

Vi fylder simpelthen foyeren i Nordisk Film Biografer Odense med skind, kranier og udstoppede dyr, som børnene kan gå på opdagelse i, høre historier om, røre ved og fascineres af, mens de venter på at komme ind og se filmen.

Danni Larsen, Odense ZOO

De to ZOO-nisser, der i løbet af de senere år har udviklet sig til populære stjerner blandt de yngste gæster til Jul i ZOO, er selvfølgelig også til stede ved forpremieren og er klar til at dele både krammere, highfives og dyreviden ud.

Foruden filmen kan eleverne også hygge sig med sjove og overraskende dyrehistorier i løbet af december. Zoofus og Zoofie har nemlig også nyt undervisningsmateriale klar med 15 fascinerende og vilde dyrefakta – et til hver skoledag i december. Materialet kan gratis hentes på odensezoo.dk/juleundervisning/.

Forpremieren på årets julefilm med Zoofus og Zoofie finder sted 18. og 19. november i Nordisk Film Biografer Odense. Billetterne er gratis og fordeles på klasseniveau efter først til mølle-princippet. Billetter kan bookes ved at sende en forespørgsel via Odense ZOO’s hjemmeside

Alle andre kan glæde sig til at se filmen, når den har premiere på Odense ZOO’s YouTube-kanal fredag d. 28. november – samme dag, som Odense ZOO åbner dørene til Fyns største julebegivenhed, Jul i ZOO.

Kort om Jul i ZOO

  • Afholdes i år for femte år i træk.
  • Finder sted i perioden 28. november til 24. december.
  • Er Odense ZOO’s største og mest gennemførte begivenhed.
  • En del af oplevelsen er de over 1.000.000 julelys fordelt på 35 kilometer lyskæder.
  • ZOO-nisserne Zoofus og Zoofie kan både opleves online i deres nye julefilm og i Odense ZOO i hele december

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere