Torsdag den 23. oktober 2025 samles odenseanere på Platanpladsen ved Odense Domkirke, når Stafet For Livet Odense og Kræftens Bekæmpelse Odense afholder den årlige Knæk Cancer – Tænd Et Lys Ceremoni.

Arrangementet er en rørende tradition, hvor lysposer med personlige hilsner tændes til støtte for alle, der kæmper mod kræft – og til minde om dem, vi har mistet.

En smuk og meningsfuld tradition

Fra kl. 12.00 til 18.00 kan man købe lysposer på Ove Sprogøs Plads og Platanpladsen, og fra kl. 15.00 begynder opbygningen af den store lysblomst – formet som Knæk Cancer-logoet. Når mørket falder på, vil hundredvis af lys skinne på pladsen og skabe en helt særlig stemning midt i Odense.

Programmet byder bl.a. på:

– Velkomst ved Julian-Felix Levin, formand for Stafet For Livet Odense

– Tale ved Roya Moore fra Odense Byråd

– Musikindslag og poetry slam ved Cecilie Sandris Larsen

– Lysceremonitale ved borgmester Peter Rahbæk Juel

– Afslutning med ét minuts stilhed

Lysposerne er meget populære og en vigtig del af den smukke ceremoni. Når mørket falder på, vil de stå i Knæk Cancer-blomsten og lyse mørket op. Det er en stærk oplevelse, der viser, at vi står sammen om at knække cancer.

Formand Julian-Felix Levin

Støt kræftsagen – køb et lys

Lysposerne koster 50 kr., og hele beløbet går til kræftsagen. De kan købes flere steder i byen – blandt andet i Tarup Centret, Bilka, Dalumcentret, Storms Pakhus, Odense Banegårdscenter og gågaden – samt online

Det er en stor glæde, at så mange støtter kampen mod kræft. Jo mere der forskes, jo flere vil overleve. Hver dag får 123 danskere kræft – og vi kæmper for, at flere får et bedre liv.

Formand for Kræftens Bekæmpelse Odense, Jan Engel Andreasen

Knæk Cancer-ugen kulminerer som altid med TV 2’s store indsamlingsshow lørdag den 25. oktober.

Så kom forbi Platanpladsen, tænd et lys – og vær med til at sprede håb i hjertet af Odense.

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere