fbpx

Plastikaffald er et stort problem for naturen overalt i verden. Der bliver produceret enorme mængder, og børn og voksne farer let vild i plastiktyper, råd og vejledninger.

Men nu kommer Holluf Pile Skole, WWF Verdensnaturfonden og Tuborg til undsætning med en ny, simpel guide til, hvordan skoler, børnehuse, dagplejen og andre institutioner kan få et mere bæredygtigt plastikforbrug. Det sker i forbindelse med WWF Verdensnaturfonden og Tuborgs “Store Plastik-Knæk”.

Guiden indeholder tips og tricks til, hvordan man kan gentænke, sortere og begrænse plastik i bl.a. skoler, børnehuse, dagplejen, uddannelsesinstitutioner – alt sammen baseret på den nyeste viden. Målet med guiden er at give simple råd til at reducere den unødvendige plastik, som – måske helt ubemærket – har sneget sig ind i hverdagen.

Blandt Odenses børn og unge oplever vi en enorm ansvarlighed og opfindsomhed, når det kommer til bæredygtighed og klog genanvendelse. For eksempel har vores Ungdomsskole opfundet en sol- og vinddrevet maskine, som kan omdanne affaldsplastik til ny plastik. Nu går elever på Holluf Pile Skole forrest og leverer gode råd om plastikforbrug og genanvendelse til resten af Danmarks skoler, børnehaver og andre institutioner. Plastik er et problem for vores natur og dyreliv, og det er afgørende at få reduceret forbruget af plastik og udsorteret det, hvis vi skal være klimaneutrale i 2030. En opgave som de unge i Odense for længst er stemplet ind i.

Børn- og ungeområdet i Odense Komme, Susanne Crawley Larsen
 

Tre plastik-knæk lige til at tage i brug

Guiden kommer med helt konkrete løsningsforslag til, hvordan institutioner kan knække dårlige plastikvaner. Den er inddelt i sværhedsgrader, så der både er noget for dem, der har været opmærksom på plastikforbruget længe, og dem, der først for alvor skal i gang. Fx tips og tricks som at lave byttebørser i institutioner med tøj og sko, der indeholder plastik, som fx gummistøvler, regntøj, gummisko, gøre børn og unge til plastik-helte, der har styr på sortering, plastik-jagt i naturen og skabe indsigt i plastikforbruget ved at indsamle det en uges tid for at snakke med børn og unge om, hvad der kan undværes eller genbruges til andre ting.

Det Store Plastik-Knæk

“Det Store Plastik-Knæk” er et projekt iværksat af WWF Verdensnaturfonden og Tuborg, som rummer seks guides, der kan hjælpe til et mere bæredygtigt forbrug på en række forskellige samfundsområder.

Holluf Pile Skole har været case for institutionsområdet. De øvrige guides i det Store Plastik-Knæk indeholder tips og tricks til et mere bæredygtigt plastikforbrug i hjemmet, hos foreninger og forbund, på spisesteder og kontorer og ved events.

Hent guiden med de tre plastik-knæk for institutioner her, hvor du også kan finde løsningsguides til de øvrige samfundsområder.

MitOdense – det, der samler os