For første gang i mange år har Odense forladt de nederste placeringer, når det gælder ledighedstal. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at byen er på vej i en positiv retning.
I juni 2025 lå den sæsonkorrigerede ledighed i Odense på 3,8 % – svarende til 4.042 fuldtidspersoner. Det er et fald fra 3,9 % i maj, og samtidig er det tredje måned i træk med faldende ledighed.
Udviklingen betyder, at Odense nu indtager en 6. plads, når man sammenligner landets kommuner med højest ledighed. I maj lå Odense på en 4. plads – og har i lange perioder været blandt de 2-3 kommuner med den højeste ledighed. Det er altså første gang i flere år, at Odense ligger så langt fra bunden.
Til sammenligning ligger ledigheden på landsplan stabilt på 2,9 %.
Også den aktuelle ledighed (baseret på bruttoledigheden) tegner et positivt billede: Her er Odense nede på 3,7 % svarende til 3.895 fuldtidspersoner.
Med den seneste udvikling tyder meget på, at Odense bevæger sig i den rigtige retning – og at flere og flere kommer i job.
MitOdense – det, der samler os