Odense International Film Festival – eller bare OFF, som festivalen gennem årene er blevet kendt under – slår dørene op til en uge i kortfilmens tegn. Men i år er noget ganske særligt, både fordi festivalen kan fejre sit 50-års jubilæum, men også fordi det bliver Birgitte Weinbergers sidste som kunstnerisk leder.
Hvad der startede som en festival dedikeret til eventyrlige animationsfilm i bedste H.C. Andersen-ånd, har i dag udviklet sig til en af de vigtigste filmbegivenheder herhjemme og er samtidigt Danmarks eneste Oscar-, EFA-, Robert- og Bafta-kvalificerende filmfestival.
Mandag den 25. august holder OFF showet ”The Grand KickOFF” i Odeon, hvilket er både officiel åbning og fejring af filmfestivalens jubilæum. Og det tegner til at blive det største show i festivalens 50 år lange levetid. Her samles filmfolk og festivalgæster fra nær og fjern til en kæmpe fejring af OFFs historie og betydning for dansk film.
Allerede nu melder festivalen om stor publikumsinteresse. Mere end 17.000 biografsæder er allerede booket, men der er heldigvis stadig billetter tilbage til både kortfilmspakker, talks og workshops – det koster en flad 50’er at være med.
Festivalen har ladet 163 ud af 3.740 kortfilm fra hele verden slippe gennem nåleøjet, og de udgør nu det rekordstore program for filmfestivalen, der finder sted fra den 25.-31. august 2025 i Odense og på streamingtjenesten OFFStream.dk.
Selvom der er film med fra hele 47 forskellige lande med masser af nye talentfulde kræfter foran og bagved kameraet, vil man alligevel kunne se en lang række velkendte ansigter på lærredet under OFF25. Det gælder blandt andre skuespillere som Katrine Greis-Rosenthal, Neel Rønholt, Diêm Camille, Charlotte Fich, Jens Albinus, Afshin Firouzi. Henrik Birch, Carsten Bjørnlund, Karen-Lise Mynster og mange flere. Flere filmfolk debuterer også med kortfilm på festivalen – blandt andre skuespillerne Julie Agnete Vang og Jonathan Harboe.
OFF – Odense International Film Festival afholdes i uge 35, fra mandag den 25. august til søndag den 31. august 2025. Billetter kan købes på www.filmfestival.dk
MitOdense – det, der samler os