fbpx

I uge 35 omdannes Odense centrum til et summende, internationalt filmmekka, når OFF – Odense International Film Festival hylder kortfilmen som medie og kunst med kortfilmvisninger, talks, koncerter og meget mere.

Af Birgitte Weinberger, festivalleder på OFF – Odense International Film Festival

Vi gør os virkelig umage hos OFF – Odense International Film Festival. Vi sætter en ære i at gøre os umage i alt, hvad vi laver – og støtter hinanden i at turde træde frem i lyset, folde halefjerene ud og vise, hvad vi kan! Det betyder ikke, at vi altid lykkes. Slet ikke. Men vi forsøger virkelig at sætte baren højt og gå benhårdt efter vores drømme, og det vil vi gerne vise igennem årets visuelle identitet.

Knaldrøde påfuglefjer er, hvad der i år pryder OFFs plakater og dermed også byrummet i Odense i år. Som et symbol på vores inderlige ønske om at skabe en iøjnefaldende, international filmfestival spækket med kvalitetsindhold.

Vi gør os umage, når vi inviterer filmskabere, ambassadører, filmelskere og branchefolk fra hele verden indenfor i Magasinet til et velsmurt KickOFF-show på filmfestivalens første dag. Det siger sig selv. Men i lige så høj grad, når vi laver kortfilmvisninger for en myldrende flok fireårige, som inden visningen ikke aner, hvad en kortfilm er. Når vi sammensætter et sansefuldt og berigende program spækket med talks, koncerter, gratis Open Air-filmvisninger og netværksarrangementer for morgendagens filmtalenter. Eller når vi afholder de første møder for vores utrættelige og uvurderlige frivillige og iklæder dem postkasserøde OFF-t-shirts.

Men hvorfor netop påfuglefjer? Jo, det skal jeg forsøge at forklare:

Synet af en fjer i en påfuglehale giver mig kvalme, hver gang jeg får øje på det”, skulle Charles Darwin efter sigende have skrevet i et brev til en ven i 1860. Påfuglehannens hale passede nemlig vanvittigt dårligt ind i hans teori om naturlig udvælgelse. For er de kæmpestore haler ikke både klodsede, alt for iøjnefaldende og svære at tage benene på nakken med, hvis der skulle komme et sultent rovdyr? Hannen kan blive et let bytte, som hurtigt bliver sorteret fra, når det gælder ”survival of the fittest”. Det skulle man i hvert fald mene. Men naturen fortæller en anden historie. Nemlig at de flotteste halefjer bliver hunnernes førstevalg, og at fjerenes ejermand dermed får sin slægt ført videre.

OFF har eksisteret siden 1975 – og er over årene vokset i både antal dage, besøgende og anerkendelse fra både ind- og udland. I dag kan vi bryste os af at være den eneste danske filmfestival, som kan kvalificere kortfilm til anerkendte filmpriser som European Film Award (EFA), Robert Prisen samt Oscar-uddelingen. Den udvikling kommer ikke af sig selv. Det sker, fordi vi hos OFF har evnerne, ambitionerne, viljen og ikke mindst modet til at stille os frem og vise, hvad kortfilmgenren kan. Hvad Odense kan. Hvad OFF kan!

Vi vil røre, udfordre og underholde. Vi vil give indblik i verden omkring os med kortfilmene som medie. Vi vil skabe en festival, der vækker opsigt og indsigt, og vi håber sådan, at du vil være med. Så kig forbi OFF22 i uge 35 – og lad os folde fjerpragten ud sammen!

Læs mere og find billetter til OFF her

Om OFF – Odense International Film Festival

OFF – Odense International Film Festival er Danmarks internationale Oscar-kvalificerede kortfilmfestival, og med lanceringen i 1975 er det også landets ældste filmfestival.

OFF er mere end bare filmkunst i mørket og sæder af rødt velour. En hyldest til kortfilmen som medie og kunst – året rundt. OFF er udsigt til verden og indsigt i sig selv. En verden fyldt med inspiration, overraskelser og følelser. En magisk oplevelse for byens borgere og alle andre interesserede, midt i Odense centrum. Store som små vil i en hel uge blive inviteret ind til oplevelser, som pirrer hele det følelsesmæssige spektrum.

Gør dig klar på at opleve det søde, sjove, sørgelige, sensuelle og dét som er så OFF, at det er svært at beskrive. OFF22 finder sted fra den 29. august til den 4. september.

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere