Der var både guldkonfetti og store smil på Odense Hovedbibliotek, da nyheden blev offentliggjort: Odense får et helt nyt, topmoderne børnebibliotek til hele 8 millioner kroner.
Nordea-fonden støtter projektet med 4 millioner kroner over de næste tre år, og Odense Bibliotekerne lægger selv det samme beløb oveni. Tilsammen bliver det til et historisk løft af byens tilbud til børn, familier og institutioner.
Et kreativt univers for børn og voksne
Det kommende børnebibliotek bliver et sted, hvor leg, læring og litteratur mødes. Her vil børn, forældre, bedsteforældre, daginstitutioner og skoler kunne gå på opdagelse i et univers fyldt med kunst- og legezoner, hvor bøgerne får selskab af musik, dans, film, billedkunst og scenekunst.
I Odense har vi en lang og stolt tradition for gode biblioteker, hvor vi har været dygtige til at forny og modernisere dem – og takket være Nordea-fondens støtte kan vi nu skabe et nyt børnebibliotek. Ambitionen er at lave Danmarks bedste børnebibliotek.
Søren Windell, By- og Kulturrådmand i Odense.
En gave til byens børn
Projektet strækker sig over de næste fire år:
2026: Udvikling og brugerinddragelse
2027-2028: Arkitekttegninger og byggeri
Slutningen af 2028: Officiel åbning af det nye børnebibliotek.
Vi kan slet ikke vente med at komme i gang – nu skal vi virkeligt lave noget fedt for børnene.
Annette Godt, Chef for Kulturmaskinen og Odense Bibliotekerne.
En del af noget større
Det nye børnebibliotek er en vigtig brik i Odense Bibliotekernes strategi om løbende at tilpasse sig odenseanernes behov – både fysisk og digitalt. Her skal fremtidens generationer kunne mødes, lege og blive inspireret.
Børnebiblioteket skal også modvirke læsekrisen
Det nye børnebibliotek bliver udviklet og indrettet med udgangspunkt i den nyeste forskning og erfaringer fra ind- og udland med fokus på, at børnene og deres voksne er i absolut centrum.
Alle zonerne i børnebiblioteket vil fortsat have litteraturen i fokus, for det skal være let for børnene og deres voksne at finde lige præcis den bog, som passer til deres niveau og interesser.
Fakta – Sådan bliver det nye børnebibliotek
- Det nye børnebibliotek bliver langt større end i dag.
- Børnebiblioteket bliver indrettet i forskellige kunst- og legezoner, så børnenes begejstring for litteraturen kan udfoldes i samspil med aktiviteter på tværs af musik, billedkunst, dans, film og scenekunst.
- Der kommer nye og flere kreative aktiviteter, der bliver udviklet og afviklet i samarbejde med Odense Bibliotekernes samarbejdspartnere fra den klassiske og moderne kulturverden.
- Ambitionen er, at inden børn i Odense Kommune fylder 6 år, så skal alle børn have været i kontakt med børnebiblioteket.
- Børnebiblioteket bliver udviklet og indrettet med udgangspunkt i den nyeste forskning og med børnene og deres voksne i absolut centrum.
- Det nye børnebibliotek henter inspiration fra “LÆS” på Københavns Hovedbibliotek og Hårlev Bibliotek i Stevns Kommune og Kulturhuset Stadsteatern i Stockholm. Erfaringerne fra København og Stevns viser, at fokus på rummenes betydning og en målrettet indsats for en intuitiv og interaktiv tilgang til bøgernes univers er den rette vej at gå. Erfaringerne fra Stockholm viser, at tilgængeligheden og samspillet med kunstens aktører åbner nye døre til læring og lysten til at engagere sig.
MitOdense – det, der samler os