Odense har igen sat sig tungt på verdenskortet, når det gælder robotter og automatisering. I 2027 bliver byen vært for den internationale konference ISARC – International Symposium on Automation and Robotics in Construction. Det er første gang nogensinde, at konferencen afholdes i Norden.
ISARC samler hvert år forskere, virksomheder og beslutningstagere fra hele verden for at drøfte, hvordan robotter og automatisering kan bruges i byggeriet. Til Odense forventes omkring 300 højt specialiserede deltagere inden for alt fra kunstig intelligens og digital byggepladslogistik til bæredygtighed og data-drevne løsninger.
Borgmester Peter Rahbæk Juel glæder sig over nyheden.
Med placeringen af ISARC 2027 i Odense understreges det endnu engang, at verden kigger vores vej, når det angår robotter og automatisering. Det er et stærkt signal om, at Odense er centrum for en bevægelse, hvor mennesker arbejder med robotter – ikke som robotter.
Borgmester Peter Rahbæk Juel
Også professor Christian Schlette fra SDU, som har stået i spidsen for ansøgningen, ser konferencen som et skulderklap til Odense.
Vi glæder os til at byde verden velkommen til en by, hvor globale ambitioner møder stærke fynske løsninger.
Professor Christian Schlette fra SDU
En by fuld af robotkonferencer
Odense har allerede stor erfaring med internationale konferencer inden for robotteknologi. Senest har byen været vært for bl.a. European Robotics Forum, ROSCon og International Conference on Social Robotics. Hertil kommer hjemlige initiativer som International Drone Show og ROBOTBRAG, der tiltrækker gæster fra hele verden.
At ISARC nu vælger Odense, hænger tæt sammen med byens stærke forskningsmiljøer, erhvervsliv og unikke samarbejde mellem universitet, kommune, erhvervsaktører og robotklyngen Odense Robotics.
Præsidenten for den internationale arrangørforening, Ioannis Brilakis, kalder Odense ”et oplagt sted at samle verdenseliten inden for robotteknologi i byggeriet”.
Stor betydning for Odense
Foruden den faglige anerkendelse skaber konferencen også aktivitet på byens hoteller, restauranter og oplevelsestilbud. Senest så man effekten, da International Drone Show fyldte Odenses hoteller til bristepunktet.
Søren Elmer Kristensen, CEO i Odense Robotics, forventer, at ISARC 2027 bliver endnu et vigtigt skridt.
Vi ser frem til at samle forsknings- og erhvervspartnere fra hele verden i Odense og styrke de internationale forbindelser. Det vil åbne nye muligheder for både byens virksomheder og hele robotbranchen.
Søren Elmer Kristensen, CEO i Odense Robotics
Med ISARC 2027 styrker Odense sin position som et globalt kraftcenter for robotteknologi – og viser endnu engang, at verdens øjne hviler på Fyn.
MitOdense – det, der samler os