fbpx

Mandag den 4. august markerer Odense Domkirke 150-året for H.C. Andersens død med en mindegudstjeneste kl. 14.00. Med lige dele fest og eftertanke sættes der fokus på mennesket og kunstneren Andersen – et nationalikon, der har været med til at sætte Odense, Fyn og hele Danmark på verdenskortet.

Biskop Mads Davidsen leder gudstjenesten, mens Herning Kirkes Drengekor medvirker med musikalske indslag, der skaber forbindelse mellem H.C. Andersens liv og hans kunstneriske virke i ord og toner.

Vi kalder det en mindegudstjeneste, men det er i lige så høj grad en festgudstjeneste, der hylder alt det, Andersen var og stadig er for os, der lever i dag. Det, at H.C. Andersen selv 150 år efter sin død stadig kan inspirere, må få os alle til at stoppe op og tænke: ‘Hvorfor’ for straks efter at sige tak.

Sognepræst Nicolai Røge

Alle er hjerteligt velkomne ved gudstjenesten, men af hensyn til planlægning bedes gæster tilmelde sig senest den 25. juli via Odense Domkirkes hjemmeside: www.odensedomkirke.dk. Adgangskort og praktiske informationer udsendes umiddelbart før dagen.

Klokkerne ringer for Andersen
Mindegudstjenesten er kulminationen på Odense Domkirkes markering af dødsdagen, men dagen igennem gør kirken alt for at mindes eventyrdigteren.

Fra klokken 8.00-8.10 vil Domkirkens kirkeklokker ringe som en særlig gestus over for den afdøde æresborger og for at gøre det klart for alle, at dagen er noget særligt. 

Klokkeringningen følges kl. 11.05 – H.C. Andersens dødstidspunkt – op med en klokkespilskoncert fra Domkirkens klokkespil, hvor en nykomponeret suite med 10 små fantasier over Andersens egne salmer og sange uropføres. Musikken er skrevet i fællesskab af de tre fynske klokkenister Povl Chr. Balslev (Svendborg), Karsten Hermansen (Ærø) og Anders Grankvist Schou (Odense).

Suiten er sendt ud til klokkenister over hele Norden med opfordring til at spille den, eller dele heraf, samtidig kl. 11.05, præcis på tidspunktet for Andersens død i 1875.

Praktisk information

Hvad: Mindegudstjeneste, klokkeringning og klokkespil for H.C. Andersen

Hvornår: Mandag d. 4. august 2025

Klokkeringning: Kl. 8.00-8.10

Klokkespilskoncert: Kl. 11.05

Mindegudstjeneste: Kl. 14.00

Hvor: Odense Domkirke (Sankt Knuds Kirke)

Tilmelding: Til gudstjenesten senest 25. juli via: http://bit.ly/406OiIT 

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere