fbpx
Odense MitOdense

MitOdense – det, der samler os

MitOdense er influencer i Odense,
der bringer nyheder for Odenseanere. 

Læs her under og følg med på MitOdense Instagram og Facebook for flere spændende historier.

På kanten til et anderledes nytår, sender de ti fynske borgmestre en nytårshilsen med en opfordring til at overholde de forlængede restriktioner og en opmuntring til at holde ud og holde ved.

2020 blev meget anderledes end mange havde regnet med. Mange af kommunernes administrative medarbejdere er sendt hjem, mens plejepersonale og pædagoger fortsat knokler på, for at sikre så normal en hverdag som muligt, for vores ældre og børn.

2020 har stillet store krav til os alle. Her ved indgangen til 2021 er det med det ene øje på, at vaccinen mod COVID-19 udrulles, mens det andet øje skeler til de stadig stigende antal indlæggelser, der presser vores sygehusvæsen. Nedlukningen af Danmark er forlænget, og det påvirker os alle. Butiksliv, erhvervsliv, skolebørn, studerende, ældre, familier i alle afskygninger. Alle er påvirket. 

Det gode er, at vi alle kan gøre noget ved det. 

Lad nytårsfesten blive en fest for de få – ens husstand og højest nogle enkelte, nære relationer. Skål med naboen på afstand. Forsamlingsforbuddet på højest at mødes 10 gælder også, når vi er ude og skyde nytårskrudt af. Der kommer en ny nytårsaften, der kommer en ny fest. Men det er nu, vi alle skal ændre vores vaner, traditioner og omgang med hinanden.

Hold ud og hold ved. Vi har før vist, at vi ved en fælles indsats kan komme smitten til livs, og komme lidt tættere på en hverdag, som minder om tiden før COVID-19. Det kan vi gøre igen. Smitten på Fyn skal ned, og det kommer den, når vi alle gør en indsats. 

Pas på jer selv og hinanden, og lad os alle komme godt og sikkert ind i 2021.

  • Morten Andersen, Nordfyns Kommune
  • Søren Steen Andersen, Assens Kommune
  • Bo Hansen, Svendborg Kommune
  • Tonni Hansen, Langeland Kommune
  • Johannes Lundsfryd Jensen, Middelfart Kommune
  • Kenneth Muhs, Nyborg Kommune
  • Kasper Ejsing Olesen, Kerteminde Kommune
  • Ole Wej Petersen, Ærø Kommune
  • Hans Stavnsager, Faaborg-Midtfyn Kommune
  • Peter Rahbæk Juel, Odense Kommune

MitOdense – det, der samler os